I dagens udgave af Berlingske Tidende kan man læse en lille historie om Stein Bagger fra det kollapsede IT Factory. Ikke at det er noget specielt i denne tid, hvor hans gøren og laden er dækket på kryds og tværs og så lige en ekstra gang (det var lidt mere overskueligt, da det kun var den ukuelige Dorte Toft som havde fanget færten af skandalen). Men denne historie handler om Reputation Management.
Kort fortalt har Stein Bagger kontaktet et firma for at få skjult nogle knap så flatterende historier om ham på internettet. Skjult i den forstand, at det skulle blive sværere at finde frem til historierne, når man benyttede søgemaskinen Google. Dette er blevet gjort ved at skrive postive blogindlæg og linke til postive historier om IT Factory, hvorved disse mere positive historier kommer til at rangere højere i en Google søgning på IT Factory eller Stein Bagger end de mere negative historier.
Dette har fået Berlingske Tidende til at skrive historien: “Stein Bagger brugte farlig PR-strategi”. Og her er det min pointe kommer. Reputation Managemnet er IKKE en farlig PR-startegi. For Reputation Management handler ikke om at lave fup-indlæg, der skal give misledende søge-resultater.
Reputation Management handler om overvågning af og servicering af ens omdømme (i dette tilfælde på nettet) hvad enten det er af ens personlige brand eller virksomhedens brand. og reagere hvis der dukker ting op som kræver handling. Det kan være ved at kommentere på en blog med den korrekte historie eller ved at gå i dialog med den journalist der har skrevet en forkert eller misvisende historie. Og så naturligvis ved selv at skrive og fortælle de rigtige historier på ens blog, hjemmeside osv. Reputation Management handler også om at opbygge ens brand over længere tid ved at sørge for at brandet bliver kendt og anerkendt for de ting man nu har gjort eller den viden man besidder.
At ændre på sandheden eller skabe falske nyheder for at presse ubekvemme historie ned i en søgning på nettet har intet med Reputation Management at gøre. Det er bare uetisk og endda eventuelt ulovlige handlinger.