Faktaresistent eller hyperfaktuelt

Ordet faktaresistens kan meget vel gå hen og blive årets ord i sproglaboratoriet på P1 i morgen. Overskrift for Trump, Brexit, nationalisme, populisme, og jeg skal komme efter dig. Vi er kørt sur i data, fakta og ekspertise, vi vil have folkeforførere, der spiller på utopiske drømme og store følelser. Det siger den intellektuelle elite med dybe panderynker – og henviser til fraværet af en stor fortælling, der samler os, som eksempelvis velfærdsstatens fortræffeligheder. En fortælling, hvor der var styr på masserne. I dag vælger vi bare vores egne virkeligheder, der ikke tåler faktatjek og ikke skaber sammenhængskraft, men snarere det modsatte. Hentet fra det dybeste dyb – langt inde i det irrationelle emotionelle mørke.

Men er det virkelig sådan, verden ser ud? Fakta er, at vi aldrig har været bedre uddannede, kvinder har globalt set aldrig haft så mange rettigheder som nu, vi har det største antal demokratier, antallet af mennesker, der sulter har aldrig været lavere. Adgang til viden har aldrig været bedre. De unge er aktivister som aldrig før, og der har aldrig været så mange frivillige, som der er i dag. Dét er fakta i en såkaldt postfaktuel virkelighed. En virkelighed som nok er blevet væsentlig mere polariseret og kompleks, og som stadig er fyldt med uhyrligheder som i eksempelvis Aleppo, men også langt mere transparent, global og fyldt med muligheder.

Som en af mine gode venner ynder at sige; ”ord skaber virkelighed”. Hvis vi gerne vil have, at frygt, had, uvidenhed, populisme og ulighed vinder, skal det nok lykkes os at få det talt op. Men er det den forandring, vi ønsker? Nej, det tror jeg faktisk ikke er målet for ret mange af os.

Den store dovne fortælling

Francis Bacons vending ”Knowledge is power” er skrevet om til ”Power is knowledge” af nutidens panderynkede pessimister, men står det nu så galt til? Den rå, usminkede magt vinder.

Nej. Jeg tror eksempelvis på, at det politiske univers altid har været råddent og tiltrukket af rå magt – eller blot har afspejlet det samfund, som det er en del af. Forskellen er bare, at vores verden er blevet mere transparent og faktabaseret. Vi kan se alt det, der ikke er faktuelt rigtigt, ikke er moralsk funderet og derfor ikke fortjener at blive hyldet som et projekt, vi skal købe ind i. Men det kræver selvfølgelig, at vi ønsker et projekt. Ikke bare et projekt at tage afstand fra. At kynismen, intellektuel dovenskab og ligegyldigheden ikke tager over. Og at vi gider tage stilling til nuancerne. Og det er måske der, problemet er? Løsningen har i fordums tid været store dovne massefortællinger. De definerede blandt andet det stærke vestlige liberale demokrati. Det var den lette pakkeløsning. Kunne eksempelvis Kennedyfamiliens flirt med nazismen, køb af stemmer, store forbrug af kvinder, hemmeligholdelse af alvorlige sygdomme have klaret et faktatjek og gjort ham til præsident i dag? Måske. Han blev hyldet som en Camelot. En helgen for generationer af amerikanere. Han var en stor fortælling – måske var den demagogisk og løgnagtig, men vi vidste ikke bedre.

Det hyperfaktuelle lys

De store mængder af fakta og transparens bryder den store fortælling ned, og det gør det sværere for os at finde sammenhængskraften. Francis Fukuyama – ham med ”Clash of Civilizations” og ”End of History” – er i chok. Han kan ikke se lyset – det vestlige demokratis sejr blev alligevel ikke så definitiv. Al autoritet og alle institutioner er i forfald, mistilliden vokser, og vi kan ikke selv overskue fakta og finde et kompas. Det bliver ikke givet til os (læs mere her). Min påstand er, at symptomet kan være, at vi bliver faktaresistente, fordi det kræver for meget af os at navigere i et samfund, der ikke er postfaktuelt, men snarere et hyperfaktuelt samfund.

Hvorfor giver det mening at skrive det her? Fordi virksomheder kan hjælpe os med at se og skabe meningen og hjælpe os med at navigere. Det hyperfaktuelle er spændende, uoverskueligt, dybt, mørkt og lyst. Det er vores nutid, og det bliver endnu mere hyper i fremtiden. To be continued…….

 

 

Lobbyismen bliver voksen

Prøv at sige ”Waterfront og DSB” til et middagsselskab – og du vil straks høre en stribe udsagn, der ikke hører hjemme på en pæn blog.

Lobbyisme fra virksomheder og organisationer har ikke det bedste ry i offentligheden. Og da slet ikke, når det udøves af kommunikationsrådgivere, der kalder disciplinen for ’public affairs’.

Ikke desto mindre er lobbyister og udøvere af public affairs populære hos magthaverne.

Register for lobbyister?

Så er der det igen kommet på tale at lave et register for de såkaldte “lobbyister”. Det skriver Politiken i dagens avis.

Det er der i sig selv ikke noget galt i, men jeg vil alligevel tillade mig at stille et par spørgsmål til dette forslag.

For det er IMO lidt underligt, at lobbyisterne altid bliver mistænkeliggjort. Man skal bare læse kommentaren fra Helge Adam Møller (K), som dog ellers er modstander af et register.

»De mennesker, der har noget at skjule, gør det, uanset om der er registre eller ej.

Det er som om en lobbyist per definition altid er en slemmer fyr. Men hvorfor det? Hvorfor er det så skrækkeligt, at man som virksomhed benytter en professionel kommunikatør til at varetage henvendelserne til Christiansborg?

Jeg har selv arbejdet på Christiansborg i sidste halvdel af 90’erne, og jeg ved om nogen, hvor svært det er at forstå det indviklede system på Christiansborg. Hvis man ønsker at trænge igennem til politikere eller udvalg, skal man vide præcist hvad man gør ellers drukner man i mængden. Nøjagtig det samme gør sig gældende i alle andre henseende. Hvis man skal have bygget sit hus på den rigtige måde – så bruger man faguddannede håndværkere, og hvis man er syg, så går man til lægen. Og hvis man skal lave noget kommunikation der virker, så går man til en professionel – eksempelvis et PR bureau eller lignende.

Så hvorfor denne frygt? En frygt som er så stor, at man skal sættes i et register, fordi man henvender sig til en politiker. Det forstår jeg ikke, men fred være med det – hvis de gerne vil lave et register så lad dem om det. Men så kommer det store spørgsmål.

– Hvem skal registeres? Og med hvilke data?

For er man moden til registeret, hvis man er ansat i eller af en virksomhed, og så ringer til en politiker på Christiansborg og stiller et par spørgsmål? Eller er det først, når man beder om et møde? Eller hvad mon planerne er?

Jeg troede faktisk, at man som politiker var valgt at repræsentere folket, og herunder også virksomhederne. Og at man derfor faktisk efterspurgte viden og informationer fra disse?

Søren Espersen (DF) har følgende holdning til hvorfor et register er en god ide.

Et lobbyregister er en interessant ide. Det må være rart for alle parter at vide, hvem man snakker med, og hvem lobbyisterne repræsenterer. Der er så mange, der henvender sig til folketingsmedlemmer fra alle mulige kanter

Øhhh… præsenterer lobbyister sig ikke mere, når de henvender sig? Og hvorfor er det nødvendigt, at vide om det er en lobbyist eller en helt almindelig person, der henvender sig? Begge har vel krav på samme behandling – eller…?

Måske skal der laves specielle metoder til at håndtere lobbyister? Måske skal de ikke have samme rettigheder, som den almindelige dansker?

Helt ærligt – så synes jeg det er lidt overkill med et register. Og det skaber en lang række spørgsmål, som jeg i hvertfald ikke har svarene på.

Men forstå mig ret, jeg er ikke som sådan modstander af et register – jeg har ikke noget at skjule (som Helge Adam Møller udtrykker sig), men jeg forstår bare ikke hvorfor det er nødvendigt. Men hvis der er nogen der ligger inde med en forklaring, der bare er lidt bedre end den som Folketingets Præsidium kommer med i Politiken – så hører jeg gerne om dem.