Politisk blogoprustning

Som sædvanligt er vi i Danmark langt bagefter USA, når det kommer til internettets muligheder. Også når det handler om politisk kommunikation og valgkamp, hvor de amerikanske politikere i flere år har bevist, at man kan komme rigtigt langt med en toptunet strategi for brugen af nettet. Lige nu ser vi de bedste eksempler på det, når man for eksempel besøger Hillary Clinton og Barack Obamas websites. Begge præsidentkandidater skød deres valgkamp i gang med en videostatement på deres website og en stor del af deres netstrategi handler om dialog med vælgerne, især via blogs og netværk. Helt bevidst har – ikke kun de to demokrater – men alle topkandidater i USA, forfinet brugen af webblogs – ikke bare som et middel til at komme i dialog med vælgerne, men også som en måde til at inddrage vælgerne og på den måde få skabt ambassadører, engagerede frivillige og dermed en bedre valgkamp. Continue reading “Politisk blogoprustning”

Interview i Journalisten

Vores egen Søren er blevet interviewet til fagbladet Journalisten i forbindelse med opstarten af Rescu. Søren er som journalist medlem af Dansk Journalistforbund og i forbundets blad finder man hver gang et længere interview med et medlem i et nyt job, denne gang altså Søren.

Her afslører han i øvrigt, hvem der er vores absolutte drømme-kunde: Kongehuset, nærmere bestemt fumle-Frederik, der ifølge Søren trænger til en god gang medietræning 🙂

Argh, netværk!

Nu har vi haft 3½ arbejdsdage uden internet – der er ikke noget at sige til, hvis TDC medarbejdere (og deres kunder) har flere grå hår end alle andre mennesker til sammen!
I dag skulle det gerne virke igen. Men det sagde de også i går. Og i mandags… (og nu var det, at en TDC-blogger burde komme forbi her og give en masse undskyldninger og love bod og bedring, men det sker nok næppe – ærligt talt vil jeg også hellere have, at de bruger tiden på at få vores linje op at køre igen!!)

Nå, men internettet røg i torsdags ca. samtidig med, at alle vores dejlige kontormøbler fra Jesper Office kom ind af døren. Så vi har haft god tid til at indrette os på skrivebordene og i opbevaringsmøblerne. Det er en herlig følelse med rigtige møbler efter 3 uger i papkasser!