Normalt handler denne blog om kommunikation i erhvervslivet, men nu kommer der lige et pip omkring kommunikation i sportsverdenen. Begge dele handler jo banalt set om det samme. Nemlig professionel kommunikation, troværdighed, ærlighed og ikke mindst timing.
Og specielt det sidste punkt er ikke altid i højsæde, når det drejer sig om sportens verden, hvor følelserne er i kog. Rigtigt godt illustreret i dagens udgave af EkstraBladet. Her finder man ikke én, men to artikler hvor navngivne spillere på det danske herrehåndboldslandshold er rigtig træt af den måde, hvorpå deres træner Ulrik Wilbek håndterer udskiftningsbænken.
Du kan læse artiklerne her og her.
Nu skal jeg ikke begynde, at gå ind i Ulrik Wilbeks dispositioner omkring hvem der skal på banen eller ej. Det er jeg slet ikke kvalificeret til – jeg har naturligvis mine egne holdninger, men de er nok ikke særlig relevante i denne sammenhæng :).
Nej, det jeg kan forholde mig til er timing i de to nævnte artikler. Vi står overfor i dag at skulle spillle denne VM-slutrundes afgørende kamp mod Tyskland. Vinder vi, er vi i semifinalen. Taber vi, risikerer vi sandsynligvis at ende som nummer 6. Derfor bør der være 100% fokus på kampen og alle bør gøre sit til at spillere og ledere ikke mister fokus. Og hvad sker der så? Hen over to artikler udtrykker to navngivne spillere deres store utilfredshed med træneren. De forstår ikke, hvorfor de ikke spiller mere end de gør osv. Generelt er de bare frustrerede. Og det har de sandsynligvis al mulig grund til at være. Men den kommunikation skal da ikke foregå nu! Og slet ikke i den offentlige presse. Det må vente til efter VM. For hvad regner de med det skal gøre godt for? Tror de, at Ulrik Wilbek skifter mening, når han kan læse kritik i pressen op til kampen? Hvis han gør det, så er han ikke sin stilling voksen. Og det tror jeg godt, jeg tør love, at det er han – altså sin stilling voksen.
Disse frustrationsudmeldinger er simpelthen dårlig kommunikation. Det er dårlig timing og vil ikke på nogen måde hjælpe hverken hold, træner eller de spillere, der føler sig forfuldt. Det minder lidt om, når en spiller forsøger at få dommeren til at ændre kendelse, når han har dømt et straffekast. Har nogen – nogensinde – oplevet at det er sket? Jeg ved godt, at det i kampens hede er svært at holde den slags udbrud nede (har selv spillet, indtil mine knæ gik i stykker – piv), men tro mig, det hjælper ikke – i værste fald ryger du på bænken til 2 minutters afkøling. Og efter kampen er der jo tid til sige de rigtige ting.
Jeg siger ikke, at spillerne skal holde deres frustrationer for sig selv. Nej, de må gerne kommunikere at de er utilfredse med trænerens dispositioner. Det bør bare gøres på det rigtige tidspunkt og ad de rigtige kanaler. Og det er altså ikke få timer før årets indtil videre vigtigste kamp!
Det er ikke helt så meget spillernes isolerede udtalelser, de er i sig selv nogenlunde diplomatiske, men som spiller på det her niveau burde man efterhånden vide at pressen griber den slags udtalelser med kyshånd og strammer dem for at få en konfrontation. Det giver overskrifter og overskrifter sælger avisen.
Man kan så bare håbe, at det kun er herhjemme at disse artikler bliver læst og ikke blandt spillerne i Kroatien, men mon ikke spillerne er online og lige får læst overskrifterne…
Alt andet lige – så hjælper den slags kommunikation altså ikke til at fremme sammenhold og topresultater.
BloggingPR 