PR-branchen under kraftigt beskydning i USA

At være PR-mand/kvinde er ikke altid let. Og slet ikke i USA. Og hvis du beskæftiger dig med nettet og online medierne (sociale eller knap-så-sociale) er de virkelig i farezonen.

Men IMO er det helt selvforskyldt. De cases der listet lige pt. er af en så horribel karakter, at de involverede PR-bureauer/personer selv er ude om det.

Men sagerne er også vigtige at få belyst, så andre ikke følger i deres fodspor og dummer sig på samme vis her i Danmark.

Kort fortalt er der to sager som virkelig har fået sindene i kog i staterne.

1. PR bureauernes måde at pitche på
2. Klausulering af pressemeddelelser

1. PR bureauernes måde at pitche på
At pitche en historie til et medie er en af de mange opgaver man har som en del af PR-brachen. Nogle gange kan det være et hårdt job, når historien ikke lige er til forsiden og andre gange er det en stor fornøjelse når er virkelig er kød på historien. Men lige meget hvad så kræver et pitch lige dele professionalisme og høflighed. Men sådan er det ikke altid…

I USA er direktøren for et New York baseret PR-bureau HWH Public Relations, Lois Whitman, kommet gevaldigt galt afsted med sin holdning til hvordan man laver et pitch. Da hun ikke kunne få sin historie igennem til et website og redaktøren pænt frabad sig flere henvendelse fordi han ikke skrev og de produkter hun repræsenterede – blev han svinet til i en mail som naturligvis ligger fremme på nettet. Se den her i sin fulde længde.
Et kort uddrag viser lidt af hendes galde:

I don’t need you to tell me what is right or what is wrong.

I have been in the CE business for 42 years

I have seen nasty people like you melt away faster than a snowball going
up hill in the rain

Denne mail og hendes lidt aparte blog-indlæg som også omfatter en snak om hvordan hun spammer journalister via mail og telefonopkald er værd at kaste et blik på – bare så man ved hvad man IKKE skal. Læs selv her.

Naturligvis er den holdning til måde at lave PR på fuldstændig gak-gak. Og det har da også fået folk op af stolene – læs eksempelvis TechCrunch og CrunchGear‘s dækning af sagen her og her.

Al den ballade har øjensynlig været et wake-up call for Lois Whitman, og hun har skrevet en undskyldning på hendes blog, men jeg tror ikke det er nok. Hendes adfærd har åbenbart været sådan længe og det ændre sig nok ikke lige med samme. Sidste år forsøgte hun, at fortælle hvorfor det er helt i orden at spamme journalister.

I do not understand journalists (thank goodness there are only a handful of them) who get on this spam kick. They ask to be deleted from mailings because they do not want to be spammed. The time it took them to ask me to remove them from our mailing lists certainly took 100 percent more time than what it would have been to just “delete”.
I wonder what their bosses would think if they knew that their writers/editors did not want to receive information.

By asking to be cut from lists, you only cut yourself off in this world of digital communications.

Sure, you may not be interested in this particular news item, but who knows, the next one could be exactly what you need.

Hun slutter med

Junk mail is a necessary evil. Get over it

Øhmm… jeg er ikke helt enig…

Nå, nok om Lois Whitman…

2. Klausulering af pressemeddelelser
De fleste PR-folk og journalister kender nok til at en nyhed kan være klausuleret – altså at den ikke må offentliggøres før et vist tidspunkt. Det gøres blandt andet for at give bestemte medier et lille forspring således de kan få tid til at bearbejde historien grundigere end hvis de bare skulle trykke den ASAP for at være med i nyhedsflowet.

I USA er der åbenbart gået mode i at bryde disse klausuler, således man kommer først med nyheden. En af begrundelserne er at PR-bureauerne bevidstløst sender unikke “solo-historier” ud til alle medier og ikke bare enkelte udvalgte. Det udvander “solo-begrebet” og når så PR-bureauerne ikke tager konsekvensen og “straffer” dem der bryder klausulen (enten ved ikke at sende dem nyheder eller lignende i en periode, som Google og Microsoft gør i følge TechCrunch), så er der ikke rigtigt nogen grund til at medierne skulle holde den slags aftaler.

Det har fået TechCrunch til at offentliggøre at de fremover vil sætte en ære i at bryde alle klausuler. SOm en slags oprør og derved håber de at der kommer noget selvjustits ind i branchen igen. Læs historien her.

Naturligvis skal medierne overholde en aftale om en klausul, hvis en sådan er indgået. Og naturligvis skal PR-bureauer ikke sender solo-pitches bredt ud.

Man skulle tro at begge ovenstående eksempler ikke kunne finde sted – for det er jo åbenlyst at det er forkert- eller er det? For hvis man læser Bad Pitch Blog er det åbenbart ikke så sjældent, at PR-bureauerne arbejder med hovedet under armen.

Heldigvis er det ikke så slemt her i Danmark – eller….?

Reputation Management er ikke farligt

I dagens udgave af Berlingske Tidende kan man læse en lille historie om Stein Bagger fra det kollapsede IT Factory. Ikke at det er noget specielt i denne tid, hvor hans gøren og laden er dækket på kryds og tværs og så lige en ekstra gang (det var lidt mere overskueligt, da det kun var den ukuelige Dorte Toft som havde fanget færten af skandalen). Men denne historie handler om Reputation Management.

Kort fortalt har Stein Bagger kontaktet et firma for at få skjult nogle knap så flatterende historier om ham på internettet. Skjult i den forstand, at det skulle blive sværere at finde frem til historierne, når man benyttede søgemaskinen Google. Dette er blevet gjort ved at skrive postive blogindlæg og linke til postive historier om IT Factory, hvorved disse mere positive historier kommer til at rangere højere i en Google søgning på IT Factory eller Stein Bagger end de mere negative historier.

Dette har fået Berlingske Tidende til at skrive historien: “Stein Bagger brugte farlig PR-strategi”. Og her er det min pointe kommer. Reputation Managemnet er IKKE en farlig PR-startegi. For Reputation Management handler ikke om at lave fup-indlæg, der skal give misledende søge-resultater.

Reputation Management handler om overvågning af og servicering af ens omdømme (i dette tilfælde på nettet) hvad enten det er af ens personlige brand eller virksomhedens brand. og reagere hvis der dukker ting op som kræver handling. Det kan være ved at kommentere på en blog med den korrekte historie eller ved at gå i dialog med den journalist der har skrevet en forkert eller misvisende historie. Og så naturligvis ved selv at skrive og fortælle de rigtige historier på ens blog, hjemmeside osv. Reputation Management handler også om at opbygge ens brand over længere tid ved at sørge for at brandet bliver kendt og anerkendt for de ting man nu har gjort eller den viden man besidder.

At ændre på sandheden eller skabe falske nyheder for at presse ubekvemme historie ned i en søgning på nettet har intet med Reputation Management at gøre. Det er bare uetisk og endda eventuelt ulovlige handlinger.