Register for lobbyister?

Så er der det igen kommet på tale at lave et register for de såkaldte “lobbyister”. Det skriver Politiken i dagens avis.

Det er der i sig selv ikke noget galt i, men jeg vil alligevel tillade mig at stille et par spørgsmål til dette forslag.

For det er IMO lidt underligt, at lobbyisterne altid bliver mistænkeliggjort. Man skal bare læse kommentaren fra Helge Adam Møller (K), som dog ellers er modstander af et register.

»De mennesker, der har noget at skjule, gør det, uanset om der er registre eller ej.

Det er som om en lobbyist per definition altid er en slemmer fyr. Men hvorfor det? Hvorfor er det så skrækkeligt, at man som virksomhed benytter en professionel kommunikatør til at varetage henvendelserne til Christiansborg?

Jeg har selv arbejdet på Christiansborg i sidste halvdel af 90’erne, og jeg ved om nogen, hvor svært det er at forstå det indviklede system på Christiansborg. Hvis man ønsker at trænge igennem til politikere eller udvalg, skal man vide præcist hvad man gør ellers drukner man i mængden. Nøjagtig det samme gør sig gældende i alle andre henseende. Hvis man skal have bygget sit hus på den rigtige måde – så bruger man faguddannede håndværkere, og hvis man er syg, så går man til lægen. Og hvis man skal lave noget kommunikation der virker, så går man til en professionel – eksempelvis et PR bureau eller lignende.

Så hvorfor denne frygt? En frygt som er så stor, at man skal sættes i et register, fordi man henvender sig til en politiker. Det forstår jeg ikke, men fred være med det – hvis de gerne vil lave et register så lad dem om det. Men så kommer det store spørgsmål.

– Hvem skal registeres? Og med hvilke data?

For er man moden til registeret, hvis man er ansat i eller af en virksomhed, og så ringer til en politiker på Christiansborg og stiller et par spørgsmål? Eller er det først, når man beder om et møde? Eller hvad mon planerne er?

Jeg troede faktisk, at man som politiker var valgt at repræsentere folket, og herunder også virksomhederne. Og at man derfor faktisk efterspurgte viden og informationer fra disse?

Søren Espersen (DF) har følgende holdning til hvorfor et register er en god ide.

Et lobbyregister er en interessant ide. Det må være rart for alle parter at vide, hvem man snakker med, og hvem lobbyisterne repræsenterer. Der er så mange, der henvender sig til folketingsmedlemmer fra alle mulige kanter

Øhhh… præsenterer lobbyister sig ikke mere, når de henvender sig? Og hvorfor er det nødvendigt, at vide om det er en lobbyist eller en helt almindelig person, der henvender sig? Begge har vel krav på samme behandling – eller…?

Måske skal der laves specielle metoder til at håndtere lobbyister? Måske skal de ikke have samme rettigheder, som den almindelige dansker?

Helt ærligt – så synes jeg det er lidt overkill med et register. Og det skaber en lang række spørgsmål, som jeg i hvertfald ikke har svarene på.

Men forstå mig ret, jeg er ikke som sådan modstander af et register – jeg har ikke noget at skjule (som Helge Adam Møller udtrykker sig), men jeg forstår bare ikke hvorfor det er nødvendigt. Men hvis der er nogen der ligger inde med en forklaring, der bare er lidt bedre end den som Folketingets Præsidium kommer med i Politiken – så hører jeg gerne om dem.

Reklamer

Helle’s blog er gået i hi… what’s new?

Hvad sagde jeg? Var min første tanke da jeg så nyheden hos Politiken, hvor det blev beskrevet at Helle Thorning’s blog ikke har rykket sig siden nytår.

Jeg har tidligere under valgkampen stillet mig meget kritisk over for hvordan politikerne bruger de sociale medier. Og kort efter valget var det tydeligt, at poltikerne kun brugte mediet som en slags mediestunt – hvilket jeg snakkede med EkstraBladet om.

Og nu skriver Politiken så om det igen. Jeg kan kun tage mig til hovedet. Hvorfor er det så forudsigeligt?

Og når så Thornings rådgiver Noa Reddington udtaler

Det er ikke, fordi hun ikke har været aktiv. Hun har skrevet masser af taler, indlæg og kronikker. Det er mere et udtryk for, at vi er inde i en refleksionsfase. For når vi bruger vores blog, vil vi gerne bruge den rigtigt, så det ikke bliver en kirkegård for debatindlæg ligesom statsministerens.

Så må jeg holde mig selv tilbage for ikke at hamre mit hoved ind i væggen. Hvis de gerne vil bruge bloggen rigtigt, jamen så skal man jo netop være aktiv. Og 1½ måned uden indlæg og uden at svare på kommentarer er bare ikke at bruge bloggen rigtigt.

Men nu er Helle Thorning ikke den eneste der ikke lige frem er aktiv blogger. Bendt Bendtsen har ikke skrevet noget siden den 10. november. Men måske det kun skulle være en valgblog? Men så burde man lave et blogarkiv eller noget i den stil. Nu fremstår den bare som endnu et socialt medie, der blev skamredet under valget i kampen for at sikre sig vælgernes gunst.

Det er bare ikke godt nok – hvis man ikke har respekt for et medie – så lad dog være med at bruge det!

Sådan ødelægger du dit image

google.jpg

Image. I teoribøgerne er en virksomheds image (meget banalt sagt) den måde, omverdenen opfatter virksomheden på – typisk ud fra den viden, man har om virksomheden. Image skabes ud fra de signaler, virksomheden sender via sin “Behaviour”, “Symbolism” og “Communication”.

Så langt så godt.
Hvad har dog fået mig til at kigge i van Riels “Principles of Corporate Communication” som ovenstående er sakset fra?
Det har en meget interessant oplevelse, som jeg var ude for i går.

På vegne af en kunde skal jeg finde frem til en person, der arbejder hos Google i Irland.
Efter en del søgen på internettet – ja på google – finder jeg et faxnummer på Googles afdeling i Irland. Det kan jeg jo ikke bruge til noget, så jeg beslutter mig for at ringe til Google i København for at bede om hjælp. Følgende dialog udspiller sig:

RH: “Goddag, mit navn er Rikke Halberg. Kan du hjælpe mig med at finde et nummer på jeres afdeling i Irland?”
Telefondamen: “Nej desværre”
RH: “Jamen hvorfor dog ikke?”
Telefondamen: “Det kan jeg desværre ikke”
RH: “Jamen du må da have et nummer på jeres afdeling i Irland?”
Telefondamen: “Jeg kan ikke give dig det nummer, det må du finde på nettet”
RH: “Jeg har fundet et faxnummer på Google i Irland men…”
Telefondamen: “Så har de nok ikke telefon. Jeg kan ikke hjælpe dig. Farvel”

Som taget ud af P3’s Tjenesten!

Ud over at blive temmelig harm, vælger jeg så at ringe til Googles afdeling i Århus, for det kan da ganske enkelt ikke passe, at en organisation, som jeg indtil i går anså for at være venlig og imødekommende, har sådan nogle harper siddende ved alle indgående telefoner.

Og ganske rigtigt kan det ikke passe:

Telefondamen: “Google Århus, goddag!”
RH: “Goddag, mit navn er Rikke Halberg. Jeg vil høre, om du kan hjælpe mig med nummeret på Google i Irland”
Telefondamen: “Hvem søger du?”
RH: “Jeg søger en dansk fyr der hedder XX, som skulle arbejde der fordi sådan og sådan”
Telefondamen: “Jeg kan give dig hans emailadresse, vil du ikke have det?”
RH: “Jo, meget gerne”
Telefondamen: “Jamen det er så xxx@xxx”

Og så videre.

Hvor svært kan det være?

Og nu kommer vi til det interessante, for bagefter kom jeg til at tænke meget over, hvad denne situation egentlig resulterede i. Hvad fik Google egentlig ud af at være fjendtlig?

1) At jeg straks tænkte, at jeg aldrig mere ville henvende mig til Google
2) At jeg ville fortælle historien til en jeg kender, der overvejer at søge job der
3) At jeg tænkte “Pokkers nok at de har monopol på deres f…cking tjeneste, for ellers ville jeg bruge en anden søgemaskine!”
4) At jeg fortalte hele kontoret + et par venner historien
5) At jeg blogger om historien nu

Jeg ved godt, at jeg bare er en lille hundestejle i Googles Blue Ocean, men i det lange løb kan det ikke være formålstjentsligt at skabe sig i telefonen, når folk venligt ringer og beder om hjælp.

Sådan ødelægger man langsomt sit image. Tænk over det, derude!!! 🙂