Glædelig jul

En lille julehilsen til alle vores læsere. 1.000 tak for et dejligt år.

Vi vender tilbage efter nytåret med nye ideer, tanker og pussige indfald.

Nyhederne Live – på Twitter

Så har microbloggen Twitter igen vist sig fra en interessant nyhedsvinkel. Alle kender efterhånden til begrbet “Breaking News”. Og her mener jeg ikke den form for “Breaking News” som TV2 News leverer når de i 45 minutter viser billeder af fly der lander og letter, fordi en eller anden formodet svindler sandsynligvis lander med flyet, men mere den slags “Breaking News”, hvor der reelt sker noget nyt som ingen andre har set eller hørt før. Og hvis det så sker Live eller ved en førstehåndsberetning, så er det endnu mere interessant.

Det har Twitter før vist, at den er leveringsdygtig i. Der var sagen om den amerikanske fotojournalist der lige nåede at få sendt et tweet om, at han var blevet taget i forvaring af det egyptiske politi. Noget som ikke engang ambassaden blev informeret om. Det var kun på grund af hans brug af Twitter, at hans sag blev kendt.

Så har der været hele dækningen af terroraktionen i Mumbai i Indien. Her blev Twitter flittigt brugt til at kommunikere hvad der skete. Det blev dog ikke altid positivt modtaget.

Nu er der kommet endnu en. Nemlig i forbindelse med flystyrtet i Denver, Colorado hvor et Continental fly brød i brand på landingsbanen. Den traditionelle dækning af ulykken kan se alle steder. Eksemplevis her i Danmark på BT’s hjemmeside. Her vises endda en video af det brændende fly. Men Twitter bidrager med en helt anden vinkel, nemlig indefra flyet.

En af passagerne er nemlig bruger af Twitter. Han hedder Mike Wilson. Kort efter ulykken begyndte han at twitte om hans oplevelser. Det er en ganske unik oplevelse at læse hvad der gik gennem hovedet på ham. Et par eksempler:

Hele hans Twitter-profil kan ses her @2drinksbehind. Han tog også et billede med sin mobil og lagde det på hans Twitter profil med TwitPic – se det her.

Med denne form for Live dækning der foretages af personer direkte involveret i begivenhederne, får man et helt unikt indblik i hvad der reelt er foregået set med ganske almindelige øjne. Det er ikke filtreret gennem myndigheder, virksomheder eller PR-folk (som mig 😉 ), men det er direkte fra hestens mule om man så må sige.

Det er meget interessant og det giver mange aspekter for fremtidens nyhedsdækning, noget vi alle i branchen på begge sider af bordet bør have i baghovedet. Men det giver naturligvis også anlæg for en række overvejelser, netop fordi disse nyheder er ufiltreret. Derved risikerer man også at de nyheder der komme den vej ikke altid er dækkende for hele sandheden. Netop fordi det kun er set med en enkelt persons øjne, og ikke det helhedsbillede, man forsøger at give, når nyhederne kommer gennem de traditionelle kanaler.

Der er således både fordele og ulemper, men jeg er af den holdning at fordelene opvejer ulemperne og en ting er sikkert. Det er kommet for at blive!

PR-branchen under kraftigt beskydning i USA

At være PR-mand/kvinde er ikke altid let. Og slet ikke i USA. Og hvis du beskæftiger dig med nettet og online medierne (sociale eller knap-så-sociale) er de virkelig i farezonen.

Men IMO er det helt selvforskyldt. De cases der listet lige pt. er af en så horribel karakter, at de involverede PR-bureauer/personer selv er ude om det.

Men sagerne er også vigtige at få belyst, så andre ikke følger i deres fodspor og dummer sig på samme vis her i Danmark.

Kort fortalt er der to sager som virkelig har fået sindene i kog i staterne.

1. PR bureauernes måde at pitche på
2. Klausulering af pressemeddelelser

1. PR bureauernes måde at pitche på
At pitche en historie til et medie er en af de mange opgaver man har som en del af PR-brachen. Nogle gange kan det være et hårdt job, når historien ikke lige er til forsiden og andre gange er det en stor fornøjelse når er virkelig er kød på historien. Men lige meget hvad så kræver et pitch lige dele professionalisme og høflighed. Men sådan er det ikke altid…

I USA er direktøren for et New York baseret PR-bureau HWH Public Relations, Lois Whitman, kommet gevaldigt galt afsted med sin holdning til hvordan man laver et pitch. Da hun ikke kunne få sin historie igennem til et website og redaktøren pænt frabad sig flere henvendelse fordi han ikke skrev og de produkter hun repræsenterede – blev han svinet til i en mail som naturligvis ligger fremme på nettet. Se den her i sin fulde længde.
Et kort uddrag viser lidt af hendes galde:

I don’t need you to tell me what is right or what is wrong.

I have been in the CE business for 42 years

I have seen nasty people like you melt away faster than a snowball going
up hill in the rain

Denne mail og hendes lidt aparte blog-indlæg som også omfatter en snak om hvordan hun spammer journalister via mail og telefonopkald er værd at kaste et blik på – bare så man ved hvad man IKKE skal. Læs selv her.

Naturligvis er den holdning til måde at lave PR på fuldstændig gak-gak. Og det har da også fået folk op af stolene – læs eksempelvis TechCrunch og CrunchGear‘s dækning af sagen her og her.

Al den ballade har øjensynlig været et wake-up call for Lois Whitman, og hun har skrevet en undskyldning på hendes blog, men jeg tror ikke det er nok. Hendes adfærd har åbenbart været sådan længe og det ændre sig nok ikke lige med samme. Sidste år forsøgte hun, at fortælle hvorfor det er helt i orden at spamme journalister.

I do not understand journalists (thank goodness there are only a handful of them) who get on this spam kick. They ask to be deleted from mailings because they do not want to be spammed. The time it took them to ask me to remove them from our mailing lists certainly took 100 percent more time than what it would have been to just “delete”.
I wonder what their bosses would think if they knew that their writers/editors did not want to receive information.

By asking to be cut from lists, you only cut yourself off in this world of digital communications.

Sure, you may not be interested in this particular news item, but who knows, the next one could be exactly what you need.

Hun slutter med

Junk mail is a necessary evil. Get over it

Øhmm… jeg er ikke helt enig…

Nå, nok om Lois Whitman…

2. Klausulering af pressemeddelelser
De fleste PR-folk og journalister kender nok til at en nyhed kan være klausuleret – altså at den ikke må offentliggøres før et vist tidspunkt. Det gøres blandt andet for at give bestemte medier et lille forspring således de kan få tid til at bearbejde historien grundigere end hvis de bare skulle trykke den ASAP for at være med i nyhedsflowet.

I USA er der åbenbart gået mode i at bryde disse klausuler, således man kommer først med nyheden. En af begrundelserne er at PR-bureauerne bevidstløst sender unikke “solo-historier” ud til alle medier og ikke bare enkelte udvalgte. Det udvander “solo-begrebet” og når så PR-bureauerne ikke tager konsekvensen og “straffer” dem der bryder klausulen (enten ved ikke at sende dem nyheder eller lignende i en periode, som Google og Microsoft gør i følge TechCrunch), så er der ikke rigtigt nogen grund til at medierne skulle holde den slags aftaler.

Det har fået TechCrunch til at offentliggøre at de fremover vil sætte en ære i at bryde alle klausuler. SOm en slags oprør og derved håber de at der kommer noget selvjustits ind i branchen igen. Læs historien her.

Naturligvis skal medierne overholde en aftale om en klausul, hvis en sådan er indgået. Og naturligvis skal PR-bureauer ikke sender solo-pitches bredt ud.

Man skulle tro at begge ovenstående eksempler ikke kunne finde sted – for det er jo åbenlyst at det er forkert- eller er det? For hvis man læser Bad Pitch Blog er det åbenbart ikke så sjældent, at PR-bureauerne arbejder med hovedet under armen.

Heldigvis er det ikke så slemt her i Danmark – eller….?