Efter sidste uges semifinaler i fodboldens champions league, og ikke mindst Inters opvisning i anti-fodbold i kampen mod Barcelona, føler jeg mig nødsaget til at bidrage med en kommentar. Denne vil dog hverken være møntet på det moralsk anløbne i Mourinhos kaffe/debatklub på sidelinien eller på det faktum, at Inter som det første hold nogensinde kom liggende i en CL-finale (personificeret ved højre-backen Maicon, der efter en skade bag baglinien gik ind og lagde sig på banen for at modtage behandling). Min kommentar er derimod rettet mod spaniernes i øjeblikket lidet potente angriber Zlatan Ibrahimovíc, der i kampen endnu en gang demonstrerede, at han har svært ved at holde fokus inden for kridtstregerne. Det leder mig således til følgende spørgsmål:
Zlatan – krukket eller karismatisk?
Zlatan Ibrahimovíc. 1/3 svensker, 1/3 bosnier, og 1/3 selvtillid. Hvor de to første har gjort ham elsket såvel hinsidan som på Balkan, og gjort ham til forbillede for alverdens integrationsprojekter, så har det sidste ofte bragt ham i fedtefadet hos medspillere, modspillere, trænere og fans. Pressen? De både elsker og hader ham, begge dele på baggrund af hans ofte kontroversielle facon i forbindelse med interviews og pressemøder.
Talentet på en fodboldbane kan ingen være i tvivl om; man behøver blot at kigge på mandens CV, der udover barndomsklubben Malmø FF tæller klubber som Ajax Amsterdam, Juventus, Inter, og senest Cataloniens stolthed, Barcelona. Alligevel sidder mange måske tilbage – undertegnede inkluderet – med en fornemmelse af, at Zlatan lige mangler det sidste i for alvor at kunne kalde sig en superstar på linie med nuværende verdensstjerner som Kaká, Messi, Drogba, Fabregás og Cristiano Ronaldo. Spillere, som alle vil blive husket for deres tekniske finurligheder, fremragende driblinger, frygtindgydende råstyrke (her tænker jeg naturligvis på Drogba) , og eminente frispark. Spillere, som først og fremmest vil blive husket qua deres præstationer på grønsværen, og hvis evne til at afgøre kampe for altid vil stå som skoleeksempler for kommende generationer af fodboldspillere.
Hvad vil Zlatan blive husket for? For sin status som topscorer i Serie A? For sine momentvise genialiteter på banen, inklusive sit drømmemål mod Italien ved EM 2004? For sin karisma og evne til at tryllebinde alverdens forsvarere? Mit bud er – nej. Eftertiden vil huske ham som Hr. Lige-ved-og-næsten; fodboldspilleren Ibrahimovíc, hvis enorme potentiale i sidste ende blev overgået af mennesket Ibrahimovíc’ kærlighed til sig selv. Han vil blive husket som spilleren, der i et interview konsekvent omtalte sig selv i 3.person (”jag tyckte att Zlatan spelade en bra match!”), og som ham, der via klikedannelser og kritik af sine medspillere formåede at skabe store interne stridigheder på det svenske landshold. Han vil blive husket for sin evne til at skændes med journalister, og for sin krukkethed og arrogance i forhold til offentligheden i almindelighed og i forhold til sine kolleger i særdeleshed.
Det seneste eksempel på Zlatans manglende solidaritet med de medspillere han som angriber er særdeles afhængig af, og med den klub (og de fans) der betaler hans skyhøje løn, er hans snescooter-safari i juleferien, hvor han med dødsforagt kastede sig og sin maskine rundt i bakkerne ved Åre, selv om kontrakten med Barcelona specifikt forbyder ham at udsætte sig selv for unødige risici, herunder faldskærmsudspring, skiferier og kørsel på motorcykel. Frem for overskud og ny energi til brug i La Liga og Champions League, vendte Zlatan således hjem til Barcelona med forfrysninger i ansigtet – og til en rekordbøde fra sin arbejdsgiver (se også denne artikel fra Sport På Nettet: http://spn.dk/fodbold/intfodbold/article1987365.ece).
Der er naturligvis masser af andre spillere, der ligeledes er mere end almindeligt leveringsdygtige i skandaler uden for banen – jeg nævner i flæng John Terrys utroskab, Rio Ferdinands sexvideoer, Ronaldos (den rigtige) transvestit-eventyr, og Maradonas fornemmelse for sne – men fælles for disse er, at deres udenomseskapader til fulde overskygges af deres præstationer på banen. Sæson efter sæson. Det samme kan ikke siges om en Ibrahimovíc, der i bedste fald kan kaldes svingende, og som døjer med både skader samt det faktum, at han endnu ikke har fået sit helt store gennembrud. Hverken hos Barcelona, der lagde 300 mio.+ Samuel Eto’o hos Inter for at få ham i stalden, eller på det svenske landshold, hvor Zlatan efter min vurdering blot har spillet en håndfuld gode kampe.
Kan Zlatan Ibrahimovíc stadig nå at pynte på sit eftermæle? Naturligvis. Men det kræver – udover gode præstationer for klub- og landshold – at nogen forklarer ham værdien af stakeholder management, herunder fordelene ved at prioritere og praktisere et godt forhold til journalister, fans og kolleger. Arrogance og krukkeri bliver tolereret – måske endda accepteret – men kun så længe tingene går godt, og så længe der bliver skabt værdi for de interessenter, der måtte have noget på spil, hvad enten der så er tale om følelser, titler, eller kolde kontanter.
Tænk lige over det Zlatan, inden du næste gang sviner en medspiller eller udvandrer fra et pressemøde.
BloggingPR 