Nu blogger TV2

Så er også TV2 kommet på blogvognen. Ifølge tvnyt.com er række nøglemedarbejdere nu i gang med at blogge.
“Den primære funktion ved blogs er ikke at sælge eller markedsføre, men at udbygge kontakten mellem TV 2 på den ene side og seerne og brugerne på den anden side. Blogs er dialogskabende og kan samtidig være med til at skabe ny trafik på tv2.dk,” siger TV 2s direktør for interaktivt indhold og tjenester, Rune Bech. Og det kan han jo have ret i. Især kan blogs fra kendte tv-værter være med til at skabe mere trafik på TV2’s site.

Blandt de TV 2-medarbejdere, som allerede har oprettet blogs, er Line Ernlund, Frederik Lauesen, Jimmy Bøjgaard og sportschef Morten Stig Christensen. Men også direktøren ham selv Per Mikael Jensen har en blog. Dog har han indtil nu kun kommenteret på Operation X’s afsløring af chatkonsulentet. Se hvordan TV2 kommer i gang med bloggeriet på www.blog.tv2.dk

Audi i dit tv

Store verdensomspændende virksomheder søger hele tiden nye veje i bestræbelserne på at markedsføre sig selv. Senest har Audi lanceret deres egen tv-kanal i et forsøg på at adskille sig fra konkurrenterne. Det er så vidt vides første gang, at en bilproducent lancerer sin egen tv-kanal og AudiChannel – som kanalen hedder – kommer til at nå ud til omkring 7.6 millioner husstande på Skys digitale net. Det skriver Kommunikationsforum.

Det er oplagt for virksomheder, der gerne går nye veje i deres markedsføring, at kaste sig over fjernsynet. Digitalt tv har gjort det muligt på en helt ny og billigere måde. Ifølge Kommunikationsforum har Audis tv-kanal kostet sølle 3.5 millioner dollars at starte og koster det samme beløb i årlige omkostninger. Så det er en lav omkostning i forhold til det antal mennesker man kan nå via sin egen tv-kanal. For ikke at tale om den reklameværdi, der ligger i at have sin helt egen tvkanal. Se selv med ved at trykke på Audi’en nedenunder.

images1.jpg

Noget af en pr-udfordring

Hvad ville være det sværeste at skaffe god omtale i øjeblikket? Tjaa, nogen ville måske sige krigen i Irak. I så fald har et amerikansk public relationsfirma netop fået noget af en udfordring. Ifølge Information har den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld nemlig hyret et firma til at promovere krigen blandt de mere og mere skeptiske amerikanere. Blandt opgaverne er god gammeldags pr, taleskrivning og registrering af medier efter deres holdning til krigen (Fox News, står nok allerede på den positivtlisten)

Information har set udbudsmaterialet og her står blandt andet, at “Indsatsen i henhold til kontrakten om strategisk kommunikationsstyrings-service vil omfatte hele det spektrum af strategisk kommunikation, medierelationer, kommunikationsresearch og pr-ydelser, som er påkrævet for at nå koalitionens mål,” hedder det i udbudsmaterialet,

Firmaet, der får kontrakten på opgaven, skal rapportere dagligt om mediedækningen til den multinationale styrkes hovedkvarter i Camp Victory uden for Bagdad og samtidig udvikle strategier og forslag til, hvordan en mere positiv omtale af den amerikanske indsats og den irakiske udvikling kan opnås. Umiddelbart en svær opgave for det ukendte firma, men mon ikke kontrakten på 125 mio. kr. kan virke motiverende.

Vil ikke virke
Sheldon Rampton, forskningschef ved det uafhængige amerikanske Center for Media and Democracy, siger dog til Information, at den ny pr-strategi næppe vil virke.
“Pentagon har allerede brugt hundreder millioner af dollar på at opnå en mere positiv dækning af Irak-krigen, og det er jo åbenlyst – tilsyneladende også for Donald Rumsfeld – at det har været ineffektivt, ja givet direkte pr-mæssigt bagslag som i sagen om Lincoln Group. Propaganda er udtryk for envejs-kommunikation, og den afskærer afsenderen fra at gå i dialog og lære,” siger Sheldon Rampton til Information.

images.jpg