Faktaresistent eller hyperfaktuelt

faktaresistens

Ordet faktaresistens kan meget vel gå hen og blive årets ord i sproglaboratoriet på P1 i morgen. Overskrift for Trump, Brexit, nationalisme, populisme, og jeg skal komme efter dig. Vi er kørt sur i data, fakta og ekspertise, vi vil have folkeforførere, der spiller på utopiske drømme og store følelser. Det siger den intellektuelle elite med dybe panderynker – og henviser til fraværet af en stor fortælling, der samler os, som eksempelvis velfærdsstatens fortræffeligheder. En fortælling, hvor der var styr på masserne. I dag vælger vi bare vores egne virkeligheder, der ikke tåler faktatjek og ikke skaber sammenhængskraft, men snarere det modsatte. Hentet fra det dybeste dyb – langt inde i det irrationelle emotionelle mørke.

Men er det virkelig sådan, verden ser ud? Fakta er, at vi aldrig har været bedre uddannede, kvinder har globalt set aldrig haft så mange rettigheder som nu, vi har det største antal demokratier, antallet af mennesker, der sulter har aldrig været lavere. Adgang til viden har aldrig været bedre. De unge er aktivister som aldrig før, og der har aldrig været så mange frivillige, som der er i dag. Dét er fakta i en såkaldt postfaktuel virkelighed. En virkelighed som nok er blevet væsentlig mere polariseret og kompleks, og som stadig er fyldt med uhyrligheder som i eksempelvis Aleppo, men også langt mere transparent, global og fyldt med muligheder.

Som en af mine gode venner ynder at sige; ”ord skaber virkelighed”. Hvis vi gerne vil have, at frygt, had, uvidenhed, populisme og ulighed vinder, skal det nok lykkes os at få det talt op. Men er det den forandring, vi ønsker? Nej, det tror jeg faktisk ikke er målet for ret mange af os.

Den store dovne fortælling

Francis Bacons vending ”Knowledge is power” er skrevet om til ”Power is knowledge” af nutidens panderynkede pessimister, men står det nu så galt til? Den rå, usminkede magt vinder.

Nej. Jeg tror eksempelvis på, at det politiske univers altid har været råddent og tiltrukket af rå magt – eller blot har afspejlet det samfund, som det er en del af. Forskellen er bare, at vores verden er blevet mere transparent og faktabaseret. Vi kan se alt det, der ikke er faktuelt rigtigt, ikke er moralsk funderet og derfor ikke fortjener at blive hyldet som et projekt, vi skal købe ind i. Men det kræver selvfølgelig, at vi ønsker et projekt. Ikke bare et projekt at tage afstand fra. At kynismen, intellektuel dovenskab og ligegyldigheden ikke tager over. Og at vi gider tage stilling til nuancerne. Og det er måske der, problemet er? Løsningen har i fordums tid været store dovne massefortællinger. De definerede blandt andet det stærke vestlige liberale demokrati. Det var den lette pakkeløsning. Kunne eksempelvis Kennedyfamiliens flirt med nazismen, køb af stemmer, store forbrug af kvinder, hemmeligholdelse af alvorlige sygdomme have klaret et faktatjek og gjort ham til præsident i dag? Måske. Han blev hyldet som en Camelot. En helgen for generationer af amerikanere. Han var en stor fortælling – måske var den demagogisk og løgnagtig, men vi vidste ikke bedre.

Det hyperfaktuelle lys

De store mængder af fakta og transparens bryder den store fortælling ned, og det gør det sværere for os at finde sammenhængskraften. Francis Fukuyama – ham med ”Clash of Civilizations” og ”End of History” – er i chok. Han kan ikke se lyset – det vestlige demokratis sejr blev alligevel ikke så definitiv. Al autoritet og alle institutioner er i forfald, mistilliden vokser, og vi kan ikke selv overskue fakta og finde et kompas. Det bliver ikke givet til os (læs mere her). Min påstand er, at symptomet kan være, at vi bliver faktaresistente, fordi det kræver for meget af os at navigere i et samfund, der ikke er postfaktuelt, men snarere et hyperfaktuelt samfund.

Hvorfor giver det mening at skrive det her? Fordi virksomheder kan hjælpe os med at se og skabe meningen og hjælpe os med at navigere. Det hyperfaktuelle er spændende, uoverskueligt, dybt, mørkt og lyst. Det er vores nutid, og det bliver endnu mere hyper i fremtiden. To be continued…….

 

 

Reklamer

Workshop – en konsulents bedste ven

WorkshopWorkshop er et begreb, der bruges flittigt i bureauverdenen og i særdeleshed blandt konsulenter, som ved hver en lejlighed tager arbejdsmetoden under armen for at skabe noget meningsfuldt sammen med deres kunder. Spørger man folk om deres holdning til workshops, deles vandene hurtigt – nogle mennesker elsker dem, og andre synes de er spild af tid. Problemet er, at svarene ofte bygger på en forudindtaget indstilling frem for en faktuel ’jeg-har-deltaget-i-en-workshop’ holdning. Det, der i virkeligheden er interessant, er at dykke ned i, om workshops virker.

Lad os tage på workshop

Det er tidlig morgen, kaffen står klar, tuscher og post-its er spredt ud på bordene, og facilitatoren venter spændt på at skyde dagen i gang. Et par af deltagerne sidder velvilligt klar med pennen, nogle gaber og skænker en kop kaffe, mens andres kropssprog indikerer: ’Hvorfor skal jeg bruge tid på det her – jeg har en million ting, jeg skal nå i dag’. Facilitatoren præsenterer dagens agenda og forsøger ihærdigt at skabe øjenkontakt med samtlige personer i lokalet for at engagere og mobilisere dem til dagens vigtigste opgave: Vi skal skabe noget i fællesskab i dag.

’Det er typisk konsulenter’

Efter præsentationen er det tid til gruppearbejde for at lære af hinanden og lade idéerne flyde. Ord bliver så småt skriblet ned, men der mangler lige det sidste til at skubbe kreativiteten i gang. En stak raslende kasser hives frem og placeres på hvert bord. Det er tid til at lege med lego. Karl, ved bordet længst fremme, lægger modvilligt armene over kors og udbryder: ’Det er typisk konsulenter’. De første klodser og dibbedutter bliver samlet ved bordene, og lidt efter lidt løsnes Karls faste armlås, og han samler et par klodser op, som forsigtigt stables oven på gruppens figur. Da det er tid til at præsentere hver gruppes legofigur, er det ikke længere Karl, der holder sig tilbage.

Dagen slutter med en væg fyldt med skriblerier og post-its og Karl, der giver facilitatoren hånden, siger tak for i dag og går derfra med kufferten fuld af idéer, indsigter og et fornyet perspektiv om sin virksomhed.

I sidste ende er det op til dig selv at udfordre din horisont, løsne armene og læne dig ind i processen sammen med andre. Det er nemlig først der, at workshops virker.

Hvad er DIN erfaring med workshops?

Vil du høre en god historie – en troværdig en?

Involvering er nøglen
Involvering er nøglen

Den gode historie, grundfortællingen, eksistensberettigelsen eller kernefortællingen. Kært barn har som bekendt mange navne og i øjeblikket er den traditionelle storytelling ved at forny sig og rulle udover ledelsesgange og kommunikationsafdelinger med en ny og mere sammenhængende strategisk kraft.

Uanset termen, så har DIN virksomheds kernefortælling altid været afgørende i forhold til at skabe et troværdigt billede at din virksomhed overfor eksempelvis medarbejdere, kunder og journalister. Med en troværdig kernefortælling får du også et styringsværktøj, der kan og skal gennemsyre al din kommunikation både internt og eksternt.

Netop troværdigheden er afgørende for, om du kan bruge din kernefortælling som glasur eller grundsten for forretningen. Mange ’eksperter’ vil hævde, at de kan lave din kernefortælling. Og de har sikkert ret. Men det er vigtigt at forstå, at det troværdige svar på, HVORFOR din virksomhed er sat i verden – essensen i din kernefortælling – ikke formuleres fra hjørnekontoret eller på bureauet med havudsigt.

Dine interessenter skal fedtes ind i processen
En troværdig kernefortælling kræver, at du involverer og skaber relationer. Relationer til dine medarbejdere, dine kunder og dine samarbejdspartnere. Det er dem, der skal være ambassadørerne for din kernefortælling og for din virksomhed. Derfor skal de involveres i skabelsen af kernefortællingen så tidligt som muligt. Målet er, at de kan og vil fortælle den videre til andre kunder, medarbejdere, journalister og så videre.

Kan du en god historie?