Ordet faktaresistens kan meget vel gå hen og blive årets ord i sproglaboratoriet på P1 i morgen. Overskrift for Trump, Brexit, nationalisme, populisme, og jeg skal komme efter dig. Vi er kørt sur i data, fakta og ekspertise, vi vil have folkeforførere, der spiller på utopiske drømme og store følelser. Det siger den intellektuelle elite med dybe panderynker – og henviser til fraværet af en stor fortælling, der samler os, som eksempelvis velfærdsstatens fortræffeligheder. En fortælling, hvor der var styr på masserne. I dag vælger vi bare vores egne virkeligheder, der ikke tåler faktatjek og ikke skaber sammenhængskraft, men snarere det modsatte. Hentet fra det dybeste dyb – langt inde i det irrationelle emotionelle mørke.
Men er det virkelig sådan, verden ser ud? Fakta er, at vi aldrig har været bedre uddannede, kvinder har globalt set aldrig haft så mange rettigheder som nu, vi har det største antal demokratier, antallet af mennesker, der sulter har aldrig været lavere. Adgang til viden har aldrig været bedre. De unge er aktivister som aldrig før, og der har aldrig været så mange frivillige, som der er i dag. Dét er fakta i en såkaldt postfaktuel virkelighed. En virkelighed som nok er blevet væsentlig mere polariseret og kompleks, og som stadig er fyldt med uhyrligheder som i eksempelvis Aleppo, men også langt mere transparent, global og fyldt med muligheder.
Som en af mine gode venner ynder at sige; ”ord skaber virkelighed”. Hvis vi gerne vil have, at frygt, had, uvidenhed, populisme og ulighed vinder, skal det nok lykkes os at få det talt op. Men er det den forandring, vi ønsker? Nej, det tror jeg faktisk ikke er målet for ret mange af os.
Den store dovne fortælling
Francis Bacons vending ”Knowledge is power” er skrevet om til ”Power is knowledge” af nutidens panderynkede pessimister, men står det nu så galt til? Den rå, usminkede magt vinder.
Nej. Jeg tror eksempelvis på, at det politiske univers altid har været råddent og tiltrukket af rå magt – eller blot har afspejlet det samfund, som det er en del af. Forskellen er bare, at vores verden er blevet mere transparent og faktabaseret. Vi kan se alt det, der ikke er faktuelt rigtigt, ikke er moralsk funderet og derfor ikke fortjener at blive hyldet som et projekt, vi skal købe ind i. Men det kræver selvfølgelig, at vi ønsker et projekt. Ikke bare et projekt at tage afstand fra. At kynismen, intellektuel dovenskab og ligegyldigheden ikke tager over. Og at vi gider tage stilling til nuancerne. Og det er måske der, problemet er? Løsningen har i fordums tid været store dovne massefortællinger. De definerede blandt andet det stærke vestlige liberale demokrati. Det var den lette pakkeløsning. Kunne eksempelvis Kennedyfamiliens flirt med nazismen, køb af stemmer, store forbrug af kvinder, hemmeligholdelse af alvorlige sygdomme have klaret et faktatjek og gjort ham til præsident i dag? Måske. Han blev hyldet som en Camelot. En helgen for generationer af amerikanere. Han var en stor fortælling – måske var den demagogisk og løgnagtig, men vi vidste ikke bedre.
Det hyperfaktuelle lys
De store mængder af fakta og transparens bryder den store fortælling ned, og det gør det sværere for os at finde sammenhængskraften. Francis Fukuyama – ham med ”Clash of Civilizations” og ”End of History” – er i chok. Han kan ikke se lyset – det vestlige demokratis sejr blev alligevel ikke så definitiv. Al autoritet og alle institutioner er i forfald, mistilliden vokser, og vi kan ikke selv overskue fakta og finde et kompas. Det bliver ikke givet til os (læs mere her). Min påstand er, at symptomet kan være, at vi bliver faktaresistente, fordi det kræver for meget af os at navigere i et samfund, der ikke er postfaktuelt, men snarere et hyperfaktuelt samfund.
Hvorfor giver det mening at skrive det her? Fordi virksomheder kan hjælpe os med at se og skabe meningen og hjælpe os med at navigere. Det hyperfaktuelle er spændende, uoverskueligt, dybt, mørkt og lyst. Det er vores nutid, og det bliver endnu mere hyper i fremtiden. To be continued…….
BloggingPR 