Hold styr på dine kommentarer

Et af de mest interessante elementer ved de mange sociale medier er naturligvis muligheden for at knytte kommentarer til blogs. Kommentarer, som giver dig mulighed for at deltage og komme i dialog med andre.

Men hvordan holder du styr på alle de kommentarer du skriver rundt om på nettet? Kan du for eksempel huske de sidste 10 steder du har skrevet en kommentar?

Og kunne det ikke være interessant at kunne søge i andre folks kommentarer? Eller hvad hvis du kunne lave lidt reputation management for din virksomhed og sikre dig et overblik over hvem der har nævnt din virksomhed eller dit eget navn i en kommentar eller andet sted?

Lyder det ikke interessant? Og hvis du smider en funktion, der giver dig mulighed for at abonnere på dine og andres kommentarer oveni – ville det så ikke være noget, du kunne finde interessant? Jo – det ville det. I hvert fald for sådan en som mig.

Og det kan du gøre nu. Løsningen hedder BackType. Og som så mange andre sociale medier, er det en gratis løsning.

BackType giver dig også mulighed for at kommentere på kommentarene i BackType’s eget univers. Man kan således næsten kalde BackType for en slags Twitter-lignende løsning for kommentarer. Du har lidt de samme muligheder hos FriendFeed, men BackType giver lige lidt ekstra.

backtype

Du kan se min BackType profil her. og du er naturligvis velkommen til at følge med i hvad jeg går og kommenterer på… 🙂

Reklamer

Kronik: Sociale medier handler om omdømme

Bragt i Erhvervsbladet i dag…

En virksomhed kan leve eller dø af sit omdømme. Det lyder som en forslidt frase, men det er ikke desto mindre sandt. Og da Simon Spies udtalte at al omtale er god omtale, kendte han ikke til internettet.
I en tid hvor internettet er blevet udbredt til næsten alle og enhver, er virksomhedernes omdømme virkelig kommet under pres. For ting, der er skrevet på internettet, forsvinder ikke igen. Og med opblomstringen af de sociale medier er det lettere end nogensinde at dele viden og informationer med alle interesserede. Man er kun en enkelt Google-søgning væk. Taler man med fagfolk i USA, som jeg har den fornøjelse at gøre blandt andet via sociale medier, er tendensen klar. Håndteringen af ens omdømme eller Reputation Management er det hotteste lige nu.

Reputation management

Afgørende er det, at vi ikke stirrer os blinde på en enkelt del af de sociale medier men derimod forsøger at danne os et overblik. For det er ikke længere nok ”bare” at se på blogs, som vi i Danmark har for vane i øjeblikket. Antallet af nye sociale medier vokser næsten hver dag. Sociale medier som Twitter, Plurk, Seesmic, Brightkite, Qik, Ning og FriendFeed er ved at vokse sig store og betydningsfulde. Og med eksplosionen af sociale medier følger en næsten uoverskuelig mængde deling af informationer om alt lige fra pasning af dværgkaniner til produkttests og klager over virksomheder og deres produkter.
I dag er det derfor ikke længere nødvendigt at stille sig tilfreds med virksomheders pressemeddelelser eller reklamer. Nu kan man tilgå de informationer man efterspørger – hurtigere, mere målrettet og mere troværdigt – via de sociale medier. Det hele starter typisk med en søgning via verdens største søgemaskine, Google. Derefter møder man et væld af informationer, som man kan vælge til og fra. Da Google-søgemaskinen er designet til at tilgodese internetsider, der er jævnligt opdateret og med links ud og ind, er der nærmest tale om et kærlighedsforhold mellem søgemaskinen og de sociale medier. Mange gange ender informationerne fra de sociale medier som link nummer to efter virksomhedens egen hjemmeside – nogen gange endda før. Og så er informationerne uden for virksomhedernes kontrol. Derfor handler det primært om, hvordan man arbejder med at sikre virksomhedens omdømme via overvågning af og reel kommunikation med de sociale medier. Men hvordan kan man overvåge internettet?
I dag findes der mange hjælpemidler. Man kan selvfølgelig bare bruge Google og så reagere. Men det er tidskrævende. Derfor kan det varmt anbefales at bruge automatiske overvågningsværktøjer som Overskrift.dk eller Twingly.com (overvåger henholdsvis danske og udenlandske blogs) eller simpelthen arbejde sammen med konsulentvirksomheder, der har reputation management som speciale.
Et er sikkert. Er din virksomhed først blevet fanget i en negativ omtale-spiral i et socialt medie, så er det umuligt at styre – med mindre man som virksomhed selv deltager. Og som med alt andet handler det om at lære spillereglerne – og det gør man kun ved at turde prøve.