Sikkert arbejdsmiljø skaber omtale

Igen, igen har den gode historie om Billund Lufthavns arbejde med et sikkert arbejdsmiljø skabt omtale. Denne gang er det en artikel i magasinet Arbejdsmiljø, hvor blandt andet arbejdsmiljøkonsulent i Billund Lufthavn, Rikke Rasmussen, siger:

“I stedet for at lave skræmmekampagner om, hvad vi ikke vil have, taler vi om, hvad vi gerne vil have. Det er helt ned i nogle banale ting som at sige: “Hvordan undgår vi at brænde os på ovnen?”Vi forsøger hele tiden at gøre hinanden opmærksomme på, hvordan sikkerheden kan forbedres i det daglige arbejde.”

Du kan læse meget mere om, hvordan vi har hjulpet Billund Lufthavn med at få et bedre arbejdsmiljø i januarudgaven af Arbejdsmiljø. En indsats, der både kan mærkes blandt medarbejderne og på bundlinjen.

fullsizerender

Reklamer

Bloggen er ikke død…

Hverken denne eller generelt.

Snarere tværtimod.

Jeg blev interviewet til Berlingske Nyhedsmagasin (BNY)i sidste uge i forbindelse med en artikel som er med i denne uges udgave. Artiklen bærer overskriften “Er bloggen virkelig død?” (desværre kan jeg ikke linke til den, da det kræver et abonnement på magasinet). Artikel tager udgangspunkt i en meget omdiskuteret artikel fra Wired “Twitter, Flickr, Facebook Make Blogs Look So 2004”.

Min kommentar var, at selvfølgelig er bloggen ikke død – den er bare ved at blive voksen. Og derfor vil bloggen begynde at blive mere et kommunikationsværktøj (et godt et af slagsen) og mindre et hype eller en craze (for at blive i de amerikanske termer), som bloggen var i begyndelsen og til dels stadig er det her i Danmark.

Men jeg er ikke den eneste, der har den holdning – min gode kollega Trine-Maria Kristensen – deler den i artiklen fra BNY og på sin egen blog.

Undersøgelse fra Jupiter Research
Og hvis det ikke er nok til at overbevise dig – så kast et blik på denne undersøgelse fra amerikanske Jupiter Research.

Undersøgelse viser, at blogs er bedre til at skabe forretning end andre former for sociale netværk. Sociale netværk skaber kontakt mellem folk, mens blogs skaber dialog. En dialog som folk stoler enormt meget på. Så meget at mere end 50 procent af dem som jævnligt læser blogs, følger bloggens anbefalinger, når de skal købe noget.

Og der er også noget til mediebureauerne. Undersøgelsen viser nemlig, at bannerannoncer på blogs er mere troværdige. 25% stoler på en bannerannonce på en blog, mens det tal kun er på 19% når der er tale om andre sociale netværk.

Rescu er kommet i netværksalderen

Det bliver mere og mere almindeligt, at virksomheder samarbejder på tværs af brancher, fordi de færreste er i stand til at holde alle efterspurgte kompetencer in house. I stedet for ENTEN at ansætte kompetencer ELLER at sige nej til opgaven, er det blevet en tendens blandt andet i kommunikationsbranchen, at virksomheder fungerer som koordinatorer eller projektledere og henter specialkompetencer ude af huset.

Rescu er også kommet i netværksalderen, og resultatet er “Koncept“, et 16-siders indstik, der så dagens lys i Børsen d. 22. maj.
Koncept et meget it-teknisk indstik, som giver udgiveren Netkoncept mulighed for at eksponere beslutningstagere og fagligt interesserede for virksomhedens produkter og løsninger.

Når jeg siger, at vi er kommet i netværksalderen, så skyldes det, at vi i forbindelse med Koncept har haft fornøjelsen af at samarbejde med to rigtig gode brands inden for henholdsvis foto, nemlig Dasburo, og layout, repro og tryk, nemlig Vahle+Nikolaisen. Ligeledes har vi i de første måneder af Rescus levetid lavet flere forskellige opgaver sammen med No Zebra.

Vi klarer mange ting in house i Rescu. Men produktionen af Koncept og de mange andre marketingopgaver, vi for tiden beskæftiger os med, har bevist, at vi må begynde at betragte os selv som værende projektledere i lige så høj grad som vores traditionelle rolle som kommunikationsrådgivere og praktiske “pressemedarbejdere”.

Men det kræver selvfølgelig, at man har et godt og nært forhold til samarbejdspartnerne, og at begge parters forventninger er afstemt 100%. Man skal kunne stole på hinanden, forvente noget af hinanden og turde tage og give ansvar. Det skal føles som et fælles projekt – ikke bare et leverandør-/aftager-forhold.

For kunderne kan “netværksleverandører” kun opleves som en fordel – tror jeg da 😉 – først og fremmest fordi kunden slipper for at skulle påtage sig den ressourcekrævende projektledelse, kvalitetsstyring etc. Men også fordi man via de eksterne samarbejdspartnere får nye øjne og anderledes tilgange til et projekt – og det styrker det endelige produkt.

For Rescu er det også en fordel. Vi undgår at sige nej til et spændende projekt på grund af manglende in house kompetencer – og behøver alligevel ikke at opbygge specialiseret knowhow på området.

Det er jo ikke den dybe tallerken, vi har opfundet, for vi har sådan set lavet projekter sammen med samarbejdspartnere i flere år. Det nye er nok snarere, at vi har indset, at det potentielt kunne være en decideret strategi – og dermed et emne for udvikling og perfektionering.