En praktikants møde med bureaubranchen

Jeg er af fynsk afstamning og opdraget efter de gængse provinsielle principper, hvilket pr. automatik gør mig skeptisk overfor folk, der arbejder i jakkesæt og tjener over topskatniveau. Temmelig dobbeltmoralsk eftersom jeg selv som kommende færdiguddannet akademiker på sigt forventer en indkomst af et vist niveau. Ikke desto mindre er jeg de sidste par år blevet tiltrukket af bureaubranchen og den måde, de arbejder på. Derfor var det også her, jeg søgte en praktikplads med blandede forventninger. På den ene side tiltalte den varierende hverdag mig med forskellige kunder og en bred vifte af opgaver, men på den anden side advarede min (forholdsvis snæversynede) holdning mig om, at branchen var fuld af jakkesæt-mennesker med dollartegn i øjnene. Og sådan bliver jeg aldrig, tænkte jeg. Det viste sig, at min generalisering blev pillet godt og grundigt fra hinanden.

Kom lige nee’ derfraaa’

Kulturen på kontoret var ikke som mine fordomme om bureauer fortalte mig. Mine nye kolleger var ikke hovskisnovski, men ligefrem helt flinke. Da Peter, min chef, en af de første dage på kontoret gav sig til at forklare mig U’s principper boblede skepsissen dog alligevel op i mig. Vi bygger på troværdighed. Vi flytter mennesker. Det lød jo meget godt, men jeg må indrømme, at jeg inderst inde (på fynsk) tænkte; ”Ej, kom lige nee’ derfraaa’”. Nok laver I gode kommunikationsløsninger, men så betyder det vel heller ikke mere. Det sagde jeg selvfølgelig ikke højt.

Fra bøgerne ud i virkeligheden

Efterhånden som jeg kom med på slæb ud til diverse møder og workshops, blev jeg klogere. Og det var ikke fordi jeg blev overbevist eller indoktrineret eller noget i den retning – jeg mødte bare virkeligheden. Med åben mund og polypper var jeg påhæng på forskellige møder, og jeg opdagede ved selvsyn, at kommunikation ofte er et hængeparti. Jeg oplevede, hvordan virksomhederne har brug for værktøjer til at tale om tingene og hjælp til at ændre kulturen. Dermed ikke sagt, at virksomheder generelt er dårlige til at snakke sammen, deres fokus ligger bare et andet sted. Det vigtigste er jo driften, som de siger.

Men hold op, hvor det virker, det der kommunikation! Tænk at man kan blive så positivt overrasket over sit eget håndværk. Jeg troede, at jeg som kommunikationskonsulent kunne lave nogle sprogligt federe nyhedsbreve, få folk til at spærre øjnene op over et sjovt pay off eller måske endda ændre modtagernes holdning til et brand med forskellige kampagnegreb. Men det er meget mere end det. Ord skaber ikke bare reklamer, hjemmesider eller kampagner, og ord er ikke bare et mellemled for budskaber – ord skaber virkelighed. Den måde, vi italesætter tingene på, den måde, vi snakker sammen, og den måde, vi vælger at vinkle historierne, kan flytte kulturen i en virksomhed. Og det smitter af på den der drift, de alle sammen går så højt op i. Fra min sikre position som praktikant på slæb har jeg set, hvordan store og små kommunikationsindsatser har rykket medarbejdere. Den helt store ændring er U’s kampagne omkring arbejdsmiljø i Billund Lufthavn, hvor ordvalg, kampagnegreb og kommunikationsredskaber har fået medarbejderne til selv at skabe en mere sikker arbejdsplads. Men det er også de små ændringer, hvor for eksempel træning i bedre mødekultur kan lette hverdagen for de ansatte.

Klap lige hesten med den skepsis der

Af og til stejler virksomhederne over de forandringer, U foreslår. Man kan have knoklet og brugt mange arbejdstimer på et, synes man selv, banebrydende og originalt oplæg, som man glæder sig til at præsentere, og så ender det med, at virksomheden siger ja til en brøkdel. Og jeg forstår dem godt. Jeg kan godt genkende skepsissen – den der klap-lige-hesten-skepsis. At man som bureaumedarbejder skal deale med den mistænksomhed, det er en udfordring. Hvis jeg nogensinde får en karriere inden for bureaubranchen, bliver det uden tvivl noget af det sværeste for mig. Virksomhederne har brug for overbevisning, for de ved ikke altid selv, hvad de har brug for. Det er jo netop noget, U kan se, fordi de har set det mange gange før. Men overbevisningen kan nemt opfattes som mersalg, og så er man pludselig stemplet som den førnævnte sælger med dollartegn i øjnene. På det punkt har jeg lært, at man må starte med sin egen opfattelse af, hvad man kan tilbyde. Når jeg (måske engang) bliver projektleder, vil jeg ikke se mig selv som sælger, men som samarbejdspartner, underviser og inspirationskilde. Og så vil jeg gøre en forskel for de virksomheder, jeg arbejder med.

Bureaubranchen er hurtig, men man er heldigvis ikke alvorlig hele tiden. Find den dedikerede praktikant på billedet.

15450983_10153879382897142_736222574_n

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s