PRovokerende

Kommunerne i Århus og København har i den seneste tid fået på puklen på baggrund af deres – i kritikernes øjne – uforholdsmæssigt store antal kommunikations- og PR-medarbejdere. Således også i gårsdagens udgave af Politikens netavis, hvor den liberale blogger Jarl Cordua og programchef Kurt Houlberg fra Anvendt KommunalForskning (AKF) i artiklen ’København har rekord i PR-ansatte’, retter en skarp kritik mod Frank Jensens 104 kommunikationsansatte. Disse medarbejderes arbejde med at betjene pressen, bestyre hjemmesider, og administrere den interne og eksterne kommunikation koster skatteyderne 51 mio. om året, hvilket er faldet de to herrer for brystet.

”Kommunikation er et af de områder, som kommunerne er nødt til at se mere kritisk på til fordel for kerneydelserne. Selvfølgelig er der behov for at informere borgere, virksomheder og indadtil i organisationen. Men spørgsmålet er, hvor glitret det behøver at være. Måske er 51 mio. ikke meget ud af et samlet budget på over 30mia. Men trods alt kan man stadigvæk få meget folkeskole for pengene”, udtaler Kurt Houlberg til Politiken.

Den løbende debat om hvordan den offentlige sektor bedst reguleres og effektiviseres er naturligvis vigtig. Men er kommunikationsområdet nu også det rigtige sted at spare?

Én af de ting der taler imod færre kommunikationsmedarbejdere er den stigende digitalisering og det faktum, at forventningen fra borgerne om en hurtig og effektiv servicering ikke er mindsket, men derimod øget propertionelt med udbredelsen af mail og internet som kommunikationsværktøjer. Det er med andre ord blevet hurtigere og nemmere for den enkelte borger at henvende sig til kommunen med spørgsmål og andet via eksempelvis email.  Og det er blevet muligt at betjene sig af en lang række services via selvbetjeningsfunktioner på de kommunale hjemmesider. Til gengæld forventes disse services at fungere upåklageligt, præcis som brugerne kræver lynhurtige svar på eventuelle elektroniske henvendelser. Men disse ting kører altså ikke af sig selv, så hvorfor skal kommunerne klandres for at prioritere dette område?

Dertil kommer et øget behov for at kommunikere med og til flere forskellige befolkningsgrupper på mange forskellige sprog. Et hurtigt blik på København Kommunes hjemmeside afslører således, at man har kommunikationsmedarbejdere, der er kyndige i blandt andet arabisk, berbisk, farsi, urdu, kurdisk, somali, tyrkisk, albansk, engelsk, polsk, spansk, tysk og fransk. Deres opgaver dækker over alt fra oversættelse af strategiske dokumenter om byudvikling til informationsarbejde i forbindelse med sundhedskampagner, praktisk info om vej- og trafikarbejder, og naturligvis almindelig borgerrådgivning. Er det mon denne enestående sprogservice Kurt Houlberg betegner som ’glitter’?

Endelig er der kvaliteten af kommunikationen. Idet alskens henvendelser kan dreje sig om alt fra kommunale lukketider til komplicerede spørgsmål af teknisk karakter, er det nødvendigt med veluddannede og dygtige folk, der i givet fald kan sætte sig ind i komplekse sammenhænge og honorere kravet om klar og velunderbygget formidling. Og at man besidder stor viden på et bestemt område er ikke ensbetydende med, at man er en god og effektiv formidler. Her er det vigtigt med kommunikationskyndige, der kan kvalitetssikre kontakten med borgere og andre af kommunens interessenter.

 

At kommunikere eller ikke kommunikere

Et andet aspekt af kritikken går på de enkelte forvaltninger, eller hvad den liberale kommentator Jarl Cordua betegner som de syv ’grevskaber’, hvor hver borgmester ønsker eget talerør og bureaukrati.

”I den moderne verden med flere og flere medier er mantraet, at hvis vi ikke kommunikerer, så eksisterer vi ikke, lyder hans kommentar til Politiken.

400 mio. facebook-brugere samt en hel del virksomheder og PR-bureauer vil i al beskedenhed nok være enige i den betragtning. Kommunikation er en forudsætning for synlighed og gennemslagskraft, og i en kommunal kontekst er der således intet i vejen for, at de enkelte borgmestre ønsker at profilere og forbedre netop deres område. Det er vel ret beset det, de er der for.

Det kræver imidlertid, at forvaltningerne er i stand til at levere det rette budskab på det rette tidspunkt og til den rette modtager – og det er en balancegang, der kræver planlægning. Så at klandre kommunerne for at prioritere kommunikationen og dermed deres forhold til diverse interessenter er ikke bare forkert – det er ganske enkelt en PRovokation.

2 thoughts on “PRovokerende

  1. Jarl Cordua siger:

    du kan nu ikke ud fra mine citater slutte, at jeg kritiserer kommunens antal af PR-ansatte. Jeg beskriver kun tingenes tilstand.

  2. Niels Svane siger:

    Kære Jarl Cordua – allerførst vil jeg beklage det sene svar. Jeg blev far for to uger siden, og er først kommet tilbage på min pind i dag.
    Mht. din kommentar, så mener jeg egentlig, at det er fair, at konkludere som jeg gjorde. Og efter at have læst artiklen igen, mener jeg fortsat, at du med dine citater – i den pågældende kontekst – fremstår som værende kritisk overfor de mange PR-ansatte. At det så ikke forholder sig sådan, er hermed taget til efterretning.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: