Brancheforening eller ej

I dag kører de danske brancheforeninger for reklame- og public relationsbranchen det tunge skyts frem i Børsen (Kan ikke linke), hvor formændene kritiserer de virksomheder, der står uden for foreningerne. »Det er usolidarisk og mangel på samfundsforståelse” er bare et par af de skudsmål som vi, der nu en gang har valgt at stå uden for foreningerne, må stå model til. I vores del af branchen handler det om Brancheforeningen for Public Relations Virksomheder (BPRV), hvor formand Jens Kofoed mener, at ”det er uforståeligt, at man ikke føler et fælles behov for at løfte branchens anseelse”. Jeg kan berolige Jens Kofoed med, at vi, der står udenfor, i meget høj grad føler et stort behov for at løfte vores anseelse for det trænger den til efter en række lidet heldige sager, der truede med at give vores branche et dårligt ry.

Høj etik
Nu kan jeg ikke tale for vores gode kollegaer og konkurrenter, men vi kan sagtens arbejde for et bedre ry og en højere etik udenfor BPRV’s beskyttende vinger. Som Henrik Hougaard fra Bottomline Communications så fint formulerer det i omtalen af kritikken, har vi selv valgt at stå på mål. Men ikke kun på mål for os selv, men for hele branchen og for vores kollegaer. Vi tror nemlig på, at det er muligt at være solidarisk med sin branche uden at betale et højt kontingent for adgangen til et website og et netværk, der indtil videre ikke har vist sig kontingentet værd. Det gør vi for eksempel ved at praktisere en ekstrem høj etik i samarbejdet med vores kunder. Vi sætter en stor dyd i at beherske de nyeste og mest effektive redskaber, når det handler om vores kunders behov for kommunikation og vi indgår dagligt i netværk med forskellige samarbejdspartnere indenfor krydsfelterne mellem PR, marketing og reklame. Samtidig involverer vi os i vores lokalsamfund og i uddannelsen af den kommende generations medarbejdere.

Begreber
Så vi kan sagtens være solidariske uden et medlemskort til BPRV – især når det nu viser sig, at vores brancheforening mener, at solidariteten handler om, at vi ”skal kunne tage mere for vores arbejde”, som Jens Kofoed formulerer det i sin kritik af os ”mavericks”. For det er netop den holdning til vores kunder, der truer med at underminere respekten for vores arbejde. Vi er ikke sat i verden for at ”tage så meget som muligt”, men for at løse en given opgave for en kunde professionelt og korrekt inden for de rammer, som kunden ønsker og har behov for. Så når BPRV undrer sig over, hvorfor mange danske kommunikations- og public relations virksomheder ikke er medlemmer hos dem, skal man måske starte med at revidere sin egen forståelse af begreber som solidaritet og etik.

Micro-blogging for the inexperienced enterprise

Yesterday the winner of TechCrunch50 was announced. I had been a little curious because I thought there were some very interesting start-ups – but I must say I was a bit disappointed.

Perhaps it’s my own fault. Perhaps I’m one of those social media geeks, a first mover etc. who thinks everything needs to be very new and exciting before I like it. But still I think that the winning start-up was a little disappointing.

So let’s take a look at the winner – Yammer.

What is it? It’s a Twitter-like application for businesses.
The difference from Twitter is that this application is in a closed enviroment. Only people with a valid company email address can start a free Yammer network.
That way it’s only people from the same company who can access the same Yammer network.

And that’s basically a good thing – but what is the news? What is the “big thing”? Apparently the “big thing” is that there’s a paying service included. Which means that the start-up company in fact has a possible way of making an income from day one and therefore don’t need to introduce online advertising or other ways of make a buck later on. The service you have to pay for is the Admin privileges. If you want to manage the members of your company-Yammer you will have to pay $1 pr month pr. member.

And that’s it. Everything else you can have better on Twitter or Jaiku. Don’t get me wrong – it’s a good application – but not so good that it should be able to win as the best start-up.

But there are of course some possibilities. The best one is that Yammer would fit enterprises which are inexperienced with in the social media. It’s a way for them to get introduced to the “Twitter-way” and thereby perhaps get them to use social media within the company and perhaps even make a social media policy. But I think that Yammer will end up banging it’s head against the “corporate-security-wall”. Not many IT-departments will allow Yammer if they won’t allow applications like Twitter.

I hope it will catch on – because everything which can get companies to use social media is a good thing. But a winner application in a competition with the best start-ups? No way…

Fodboldlandsholdet – et kommunikationsmæssigt selvmord

Så skete det. Vi vandt over Portugal i går aftes i en vandvittig kamp, hvor de sidste 6 minutter plus overtid vil gå over i historien. Det troede jeg i hvert fald i går aftes, da jeg med høj plus og et stort smil på læben gik i seng.

Men hvad står man så op til? Ikke fantastiske overskrifter om miraklet og det genfødte landshold. Nej.

Det er en overskrift om, at landsholdet boykotter pressen. Ingen vil tale med den danske presse – begrundelsen er den, at pressen har været for hård i deres kritik op til kampen.

Der er kun et ord, der beskriver det som landsholdet gør nu. Det er et kommunikationsmæssigt selvmord.

Nu havde landsholdet alle chancer. De kunne virkelige få vendt den negative stemning – både blandt journalister og den danske befolkning. De kunne have solet sig i successen og redet på bølgen ind til næste kamp. Det kunne have betydet den saltvandsindsprøjtning, de virkelig havde brug for. Men hvad gør de i stedet for? De dræber alt ved at spille fornærmede, og så laver de en “Gravesen”. Og er der nogen her, som mener, at det har været til gavn for ham?

Ja, det er da rigtigt, at medierne har været efter dem. Men det er da forventeligt. Vi har ikke været med i de sidste to slutrunder, og vi starter denne kvalifikationsrunde med en kamp, hvor vi spillede nok det ringeste fordbold, jeg længe har set. Det skal da give kritik, og hvis de ikke er hårdhudede nok til det – så burde spillerne nok ikke rejse til udlandet for at spille fodbold. For der er pressen langt, langt hårdere.

Rent menneskeligt kan man måske godt forstå, at spillerne er lidt trætte af kritikken, men det følger altså med, når man spiller fodbold på det plan. Og de kunne da bare give udtryk for dette i interviewene. Men i stedet dræber de alt med denne boykot.

Nu er overskrifterne i medierne ikke bare lalleglade superlativer, men derimod overskrifter som
“Drama: Landsholdet i boykot”, Landsholdet boykotter pressen, Journalister: Presseboykot er et selvmål og Landsholdet boykotter pressen efter vanvidskamp.

Men hvor er så DBU’s kommunikationschef Lars Berendt henne? Han må da tage hånd om dette, eller hvad? Nej. Han bliver brugt som sendebuddet, der overbringer nyheden om boykotten til pressen.

Så fejler man da fuldstændigt. Her bør han træde i karakter og forklarer spillerne, at det her svarer til at vinde en million i Lotto for derefter at sætte ild til dem i protest, fordi ens mor havde sagt, at det var en dårlig ide at spille sine penge op.

Jeg savner ord for, hvor dum denne beslutning er. Jeg håber virkelig, at der er nogen der lige trækker drengene til side og taler et alvorsord med dem. Det bliver MEGET svært at komme tilbage til pressen nu. De har malet sig op i en krog. Og hvis Danmark nu ikke får fuld genvinst mod de næste tre modstandere, som er Malta ude og hjemme samt Albanien, så kan jeg næsten garantere for at pressen slagter dem – så alt i alt en skidt skidt skidt beslutning.