Overvågning – online eller offline?

Det er vist gået op for de fleste, at en virksomheds omdømme er en afgørende faktor for succes eller fiasko. Og der bliver brugt en del ressourcer på dette område, herunder overvågning af diverse medier. Men hvad nu hvis dit omdømme får det skidt online? Er du så klar til at håndtere det?

Nej, siger en ny undersøgelse fra USA om Reputation Management, der netop er offenliggjort. Den viser nemlig, at 55 procent af de adspurgte (amerikanske) virksomheder ikke er klar til en eventuel online krise. Og det selvom de godt er klar over at ens omdømme på nettet kan have afgørende betydning.

Undersøgelsen er som nævnt fra USA, og derfor skal tallene nok justeres kraftigt i forhold til europæiske virksomheder – altså i den negative retning. For europæiske virksomheder er stadig bagefter, når det drejer sig om de nye sociale medier. Herunder også overvågning af dem.

Online overvågning vinder frem
I USA er tendensen den, at flere og flere amerikanske virksomheder går fra at overvåge de traditionelle medier (aviser, radio og TV) til at overvåge online sociale medier, som blogs, Twitter og sociale netværk som LinkedIn, Facebook, Ning og MySpace. Ca. 54 procent benytter sig ikke af den traditionelle service mere, mens 63 procent bruger en eller anden form for gratis overvågning af sociale medier.

Interessant er det således at se, at selv i USA er lysten til at betale for social medieovervågningsservice begrænset. Kun 23 procent betaler for servicen.

Et argument herfor kunne være, at man skal have en virksomhed af en vis størrelse før det kan betale sig at bruge ekstern hjælp. De gratis overvågningssystemer, som Google Alerts, Technorati og Summize er nemlig meget nemme at bruge og de er ganske effektive.

Det kan nemt gå galt
Der hvor det kan betale sig at bruge ekstern hjælp er i forbindelse med udviklingen af en social medie strategi. Her kræver det typisk professionel hjælp. I enhver virksomheds kommunikationsstrategi bør der som minimum indgå et afsnit om sociale medier. Noget jeg på det kraftigeste vil anbefale virksomheder at få styr på – ikke mindst hvis de har internationale interesser. Hvis ikke, er der risiko for at det kan gå galt.

Hvor galt det kan gå kan man læse lidt mere om her.

I Danmark kan man i dag med stor fordel benytte sig af Overskrift.dk – der kan man (stadig) gratis overvåge den danske blogosfære.


Rapporten kan downloades her
– den er gratis.

Reklamer

Videooptagelse med iPhone

Nu kan man snart købe en iPhone i DK. Den frigives den 11. juli.

Den har været undervejs længe og mange har sukket forgæves efter den. Men som mange nok er klar over så er den også behæftet med en række mangler. Nogle af dem (herunder 3G) er blevet rettet inden den frigives her i Europa. Men mangel på noget så basalt som muligheden for videooptagelse har været kritiseret flere gange.

Men nu viser det sig at man ikke behøver at undvære denne feature. Man skal bare benytte Qik. En lille service hvor man kan broadcaste sine videoer på nettet live og samtidig gemme dem på sin helt egen Qik-side hvor man så kan dele dem med alle og enhver.

Så nu er iPhone lidt mere interessant. Du kan se mere om Qik og iPhone her.

Men jeg beholder nu min Nokia N95 8GB lidt endnu 🙂

Trafik- og kommunikationskaos i Århus

Midt i sommervarmen er flere og flere århusianere ved at koge over i forbindelse med de mange og langvarige vejarbejder, som på det sidste nærmest har lukket store dele af Århus.

Det har naturligvis afstedkommet en lang række negative historier her i smilets by. Sidst i dag i Århus Stiftstidende, hvor der er fokus på trafikproppen ved Nørreport-krydset.

Trafikkaos en overraskelse
Det er i sig selv jo altid træls (som man åbenbart siger her over i Jylland – jeg er fynbo og er endnu ikke helt kommet overens med den jyske slang… 🙂 ). Men det er vel ikke helt uventet, når man nu tænker på at alt dette vej og kloakarbejde har været planlagt længe. Eller det burde det ikke være.

Men det er altså overraskende for Benny Christiansen fra Veje & Trafik i Århus. Han udtaler nemlig følgende til avisen.

Det kommer lidt bag på os, at vejarbejdet har skabt så stort et kaos

Men var det så bare det. Men desværre er det også kommet bag på en hel masse trafikanter. Og det er der nu heller ikke noget at sige til. For kommunikationen omkring vejarbejdet i Århus er mildest talt mangelfuld – for ikke at sige katestrofal.

I artiklen i dagens avis bekrives det hvordan Århus Kommune har gjort brug af annoncer i dagspressen og den æterbårne presse (kan nu ikke lige mindes at have set eller hørt dem – men fair nok – det er nok bare mig). Men helt ærligt, er det nok?

Til det siger Benny Christiansen

Vi har også overvejet at kommunikere vejarbejdet ud til bilisternes GPS, som især lastbilchauffører benytter. Men vi skal lige finde ud af, hvordan vi gør.

Øhhmm… mon ikke man i Århus Kommune burde have undersøgt det en smule før?

Journalisten har søgt efter information om vejarbejdet på Århus Kommunes hjemmeside – uden held. Dog skal det retfærdigvis siges at man nu kan finde et link på forsiden, der guider henimod en hjemmeside, der giver den information man efterspørger. Men hvis journalisten ikke så den, da han skrev artiklen, kan det tænkes at den er sat på sidenhen… men lige meget hvad så er det en kommunikationsskandale.

Hjemmesiden som informerer om trafikproblemerne er der som sådan ikke noget i vejen med.

Men hvem kender til den? Og hvad har der været gjort for at gøre opmærksom på den? Og hvordan holder man sig løbende opdateret?

Lad os tage den fra en ende af:
Hvem kender til den?
Angiveligt ingen. For hvis folk kendte til den ville der ikke være nogen kø. I hvert fald ikke hvis man læste den.

Hvad har der været gjort for at gøre opmærksom på den?
Der blev skrevet en række små historier i de lokale medier om sitet tilbage i januar, da sitet blev lanceret. Men derudover er den åbenbart forsvundet fra medielandskabet. Og hvem husker hvad der stod i aviserne i januar?? Jeg gør i hvert fald ikke.

Hvordan holder man sig løbende opdateret?

Tja – det gør man ved at tilmelde sig et nyhedsbrev eller ved at taste sig ind på sitet flere gange om dagen.

Helt ærligt – det er bare ikke godt nok!

SMS-service

Hvorfor bruger Århus Kommune ikke en SMS service? Så man kan få ændringerne direkte ind på sin mobil. Den har man jo ved hånden hele tiden. Selv om det mobile bredbånd er ved at blive udbredt og flere og flere bruger mobilen til at gå på nettet med så er SMS nok en smule mere udbredt…

Trafik-blog-service?
Og hvad er det nu for noget med et email-nyhedsbrev? Det er langsomt og det skaber flere stopklodser omkring løbende og kontinuerlig opdatering end det skaber løsninger (jeg tilmeldte mig til nyhedsbrevet, da jeg begyndte på dette indlæg, men har endnu ikke fået den mail, hvor jeg skal bekræfte, at jeg rent faktisk ønsker at tilmelde mig…). Hvorfor ikke bruge et RSS feed? Hvorfor ikke lave en blog hvor man kan læse om udviklingen og hvor folk selv kan kommentere hvis der sker uforudsete ting, som vi andre så kan få glæde af inden vi selv smutter ud i trafikken? En slags trafik-blog-service.

Bill-boards ved vejene
Og så kunne man passende sætte en række bill-boards op omkring vejene i Århus der reklamerede med web-adresser og SMS-servicen, så man havde en jordisk chance for at blive opmærksom på hvordan man kan få informationer.

I det hele taget burde og bør (for det er ikke for sent da vejarbejdet jo forsætter i lang tid fremover) Århus Kommune stramme kraftigt op på deres kommunikation med dens borgere. Skulle de være løbet tør for ideer – så har jeg et par stykker…