Den diskussion som valgkampen savner…

… er diskussionen om velfærd.

“Hvad for noget????????? Jamen valgkampen handler jo ikke om andet end velfærd”, vil langt de fleste påpege.

Jeg er dybt uenig. Valgkampen savner i allerhøjeste grad en diskussion om velfærd.
Såvel journalister som politikere forpasser i disse dage muligheden for at få sat gang i velfærdsdebatten. For hvad er egentlig velfærd?

Handler velfærd om, hvor mange penge, der gives til dette og hint? Eller handler velfærd om, hvordan en given mængde penge bliver forvaltet? Eller handler velfærd om noget helt tredje? Det er der ingen, der sådan rigtig har givet sig til at diskutere – og derfor bliver valgkampen og hele den politiske debat udvandet til et latterligt grænsende til pinligt opgør om “mere i løn”, “bad hver dag” og “flere hænder”.

Velfærd er et meget individuelt begreb. Det, der er velfærd for mig – der fx modsat kollegerne ikke har børn – er ikke velfærd for mine kolleger. Velfærd for mig er heller ikke det samme som velfærd for mine forældre, der er udlandsdanskere. Eller for min veninde, der er intensivsygeplejerske. Eller for Anders Fogh Rasmussen eller Helle Thorning Schmidt for den sags skyld.

Lad os tage et par eksempler:

Sundhed:
Velfærd i følge velfærdsdebatten: Kortere ventelister, mere i løn til de hårdtarbejdende sygeplejersker etc.
Velfærd for mig: Tid til at dyrke motion. Råd til at købe sunde fødevarer. Ret til at befinde mig i et røgfrit miljø.

Ældrepleje:
Velfærd i følge velfærdsdebatten: Mere i løn til plejehjemsassistenterne, ret til et bad om dagen etc.
Velfærd for mig: At have mulighed for (og få købe mig hjælp til) selv at passe mine forældre derhjemme, når de bliver gamle

Børnehaver:
Velfærd i følge velfærdsdebatten: Varm mad, højere nummeringer, nyere inventar
Velfærd for mig: At mit barn kun skal være i børnehave 4-5 timer om dagen, som jeg selv var

Alligevel mener jeg, at vi kan slå en paraply op over begrebet velfærd, der ville gøre det muligt at ramme flere menneskers velfærdsopfattelse uden at skulle tømme statskassen for de 75 milliarder kroner, der ligger i den pt. jævnfør TV2 Nyhederne dagsdato.

Den paraply er (nu kommer det til at lyde som Venstre-snak, men det er det ikke, for Venstre har forspildt muligheden for at sige det samme)… den paraply er frihed til at kunne vælge selv. Den enkelte skoles frihed (under ansvar) til at vælge, hvordan undervisningen skal forløbe. Den enkelte institutions frihed (under ansvar) til at vælge, om midlerne skal bruges på et varmt måltid, en tur i skoven eller en ekstra pædagog. Den enkelte hjemmehjælpers frihed til selv at organisere sit arbejde.

Og så tænker læseren nok “Den har vi hørt før!”. Men nej, den har du ikke hørt før, for den type frihed jeg taler om, er så komplet, at jeg forestiller mig en semiprivatisering af samtlige offentlige institutioner, hvor de med ansvar over indtægter og udgifter selv skal være i stand til at få arbejdet og opgaverne til at fungere. Så må børnehavepædagoger, ledere og forældre sætte sig sammen og diskutere følgende:

“Vi har x-antal millioner at gøre med. Hvad vil vi have for dem?” Og koster det, vi vil have mere, end de millioner vi har, må vi selv spæde til. Enten ved at lægge penge eller ved at tage børnene ud af børnehaven nogen flere timer om dagen. Eller ved noget helt tredje – vi kan måske søge en fond, hvis vi har et godt initiativ. Så ville børnehaverne blive noget andet en den grå, ligegyldige masse de er i dag. De ville udskille sig fra hinanden og gå i åben konkurrence – til stor fornøjelse for alle parter, skulle jeg mene.

Samme frie valg burde i øvrigt gælde for de offentligt ansatte, der for de fleste vedkommende (mener at de?) ikke får nok i løn:
Så giv dem dog et frit valg. Der er en vis mængde ressourcer til en offentlig jobfunktion, fx en lærer, igennem et helt arbejdsliv. Den mængde ligger meget tæt på en person, der arbejder i det private – som Finansministeren også var ude at nævne for nogle måneder siden. Thor P. trængte bare ikke igennem med sit budskab og det skyldes, at de folk, han har på sin enorme lønningsliste ikke har mulighed for at få et frit valg. Så Thor P., lad læreren vælge, om han/hun gerne vil have mere i løn eller om han/hun hellere vil:

– betale sin frokost selv
– betale sin barsel selv
– gå fra arbejdet én måned før forventet fødsel eller vente helt til fødselen ligesom mange i det private gør
– selv betale sin pensionsordning
– nøjes med 5-6 ugers ferie
– have ufleksible arbejdstider og “interessetimer”
– droppe sine omsorgsdage
– eller gå ned på halv tid, så der kan blive råd til at ansætte en lærer mere?

Det lyder som et surt, liberalistisk opstød, men det er det rent faktisk ikke. Dette blogindllæg er ment som en øjenåbner. Hold dog op med at løbe som lemminger efter én enkelt “løsning” på velfærdsproblemet (flere penge = mere velfærd). Velfærd er individuel, velfærd er retten til at tage et ansvar for sit eget liv og sin egen jobfunktion til gavn for alle parter.
Så journalister: vågn dog op og ret fokus mod det væsentlige!
Og politikere: Giv os dog en chance!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: