The ambiguous segment

Communication professionals consider segments before anything else. We can’t help it. When we begin a new project, conduct an analysis or gather for lunch – yes, it’s almost that extreme – we immediately think of our target audiences.

But something has caught my attention lately: the fashion-culture-eco-music-literature-café-blog-people obviously belong to a certain segment. But their blog behaviour says otherwise.

Follow me:

Community minded, egocentric or something else?

Culture, ecology and literature are the characteristics of one segment. In Denmark, we call these people “spelt people”. They are the community minded, those who value solidarity and fellowship more than the individual.

But I have noticed them posting pictures of themselves reading books, eating ice cream and promoting their personal, organic beauty products or their new dress. So my question is: are you really community minded when you – in a café with your ‘spelt friends’ – take pictures of the ecological elder flower juice on the table instead of your friends? To me, it tastes a little more like individualism and materialism… 

Other premises at play

Blogging is a way to convey viewpoints. These bloggers (who by the way can give you a great recipe on crisp bread) tells us very explicitly which segment they belong to. But they do it by saying: MEMEME. Now that’s teasing. It really is an ambiguous segment…

The internet, the blog universe and all the profile based internet sites all highlight ME. So, what does that mean? Does it mean that the community does not exist online? No, that would be an exaggeration. But it means that the internet adds a new dimension to the segment-thinking (which never should be all black/white).

An extra dimension

Apparently, solidarity and fellowship can be expressed in an individual and egocentric form of communication. The fashion-culture-eco-music-literature-café-blog-people takes pride in showing that they are community minded, but they also promote themselves and their products. Let there be no confusion: There is nothing wrong with it. It’s just a dimension I think is important to remember when working with segments, media and communication.

Read about Gallup’s compass segments here

…”Say no more, say no more. Know what I mean. Nudge nudge” 

…”Say no more, say no more. Know what I mean. Nudge nudge"

About these ads
Tagged , , ,

4 thoughts on “The ambiguous segment

  1. Marcela says:

    Spot on! Interessant og sandt! Dette indlæg har lige sat en finger PRÆCIS på dét, der gør, at jeg altid har haft et noget ambivalent forhold til blogs/bloggere. Der er et eller andet mærkværdigt ved den dér MIGMIGMIG-attitude i en forsøgsvis kombination med den dér øko-sociale; “se-nu-her-engang-hvor-overskuds-fællesskabs-speltkagebagende-naturlig-helse-fantastisk–übersocial-en-tilværelse-jeg-har” – …Something’s rotten!

  2. Nu rammer det her indlæg jo hårdt lige i face, for det der – det er jo mig. Jeg har en blog, jeg løbetræner, jeg køber fair-trade (hvertfald hvis jeg skal skrive om det i en blogkommentar) og så har jeg en surdej i køleskabet.

    Jeg er sådan set helt enig med indlægget. Et eksempel fra virkelighed er min veninde, der over facebook spurgte “Findes der ikke en fed personlig blog om kunst og kultur, og som ikke handler om bloggerens selvfremstilling?”. Jeg tænkte længe og bladrede igennem den enormt lange liste af blogs, jeg følger, igennem og måtte erkende “nææh, jeg kender ikke nogen blogs, der ikke på én eller anden måde handler om selvfremstilling.”

    Jeg vil egentlig ikke give noget svar på tiltale, men blot komme med nogle forslag til, hvorfor det hele måske ikke er så råddent igen:

    Måske café-litteratur-kunst-musik-müsliboller-blog-personerne ikke vil virke mere socialorienterede, hvis de tog billeder af deres venner, familie, omgangskreds og menneskerne omkring dem (hvilket jeg i øvrigt vil argumentere for at en del bloggere dog gør) -for når vi tager billeder af mennesker, så bliver de måske blot selv til objekter – præcis som hyldeblomstesaften på cafébordet.

    Måske den øko-sociale hippie fra 70′erne også havde gang i et (ego)selvrealiseringsprojekt, da hun gik med den lille ble om hovedet og den røde klud om halsen (to ret synlige artefakter) imens hun sang sange om søsterkærlighed, solidaritet og solskin til alle?

    Måske har minervamodellen været for simpel hele vejen igennem. Det er ikke sort/hvid (som skribenten, Mette, også skriver) med “ego” og “mig” på den side, og “os” og “anti-jeg” på den anden side. Måske de mere individ-orienterede segmenter (blå og lilla) også “gør skyld i” at have nogle grader af fællesskab – ligesom de mere socialt-orienterede segmenter tydeligvis “gør skyld i” at have nogle grader af ego over sig?

    Og at det derfor måske ikke er internettet, der er skyld i denne tvetydige mode-kultur-øko-spelt-café-blog-person, men det er minervamodellen, der klokkede i det?

    Eller skal vi måske alligevel finde svaret i mediet- (“the medium is the message” sagde en klog mand vist nok engang) – måske ER det alligevel medierne, der gør, at lige meget hvor sociale de er, så vil de altid have en afsendervinkel, der medfører et ego-orienteret budskab?
    Medier, forstået bredt, som b.la Internettet (som skribenten selv skriver), de sociale medier (åbenlyst) men også medier som vores egen kropslige praksis, der ved sin blotte tilstedeværelse artikulerer en egocentrerethed.
    Vores ego vil jo altid være tilstede -uanset om vi sidder i en rundkreds, køber fair-trade eller Louis Vuitton tasker, er online på facebook eller blogger på en skærm.

    Og jeg vil virkelig gerne undgå at udvande hele denne diskussion med argumentet: “Alt, hvad vi foretager os, handler om identitetsfremstilling”. Jeg håber, det lykkedes? ;)

    Mvh. Michelle (som altså foretrækker grahamsmel over spelt)

  3. metteschmidt says:

    Hej Michelle

    Mange tak for din kommentar, der bestemt tilfører sunde refleksioner til mit, med vilje lidt provokerende og snæversynede, indlæg. Jeg vidste- eller i hvert fald håbede-, at du, en ægte blogger, ville give mig én tilbage ;)

    Lad mig gøre et par ting klart:

    1) Jeg synes bestemt ikke at der er, som du skriver, noget ‘råddent’ over det.

    2) Segmenttænkningen skal ikke ses så sort/hvid (som jeg også skriver, samtidig med at jeg alligevel måske er ret sort/hvid for at få mine pointer frem i indlægget).

    3) Hovedpointen i er netop, at der kan være modsigende tendenser i forhold til den gængse segmenteringspraksis og den kommunikationsform der er- og bliver udviklet- på nettet. Tendenser jeg tror er yderst relevante at have for øje, når vi kommunikerer.

    4) Du har på mange måder ret i, at nettet blot er en ny kanal for selvfremstilling – eller selvformidling, hvis det er pænere. Jeg er helt med på, at tilhørsforhold altid har kunnet give sig til udtryk gennem artefakter. Men, men, men. Der er stadig noget opsigtsvækkende, interessant og lettere drillende i at “økologi-litteratur-kultur-mode-osv-bloggerne” er meget bevidste om, hvilket segment (her: det moderne fællesskabsorienterede) de tilhører, eller gerne vil placeres i af omgivelserne, og den udtalte tendens til skrive om, fokusere på og tage billeder af ting, produkter, brands, mv. Måske er det tid til nye segment-navne? Eller måske skal der udvikles nye net-segmenter?

    5) Tak for McLuhan-referencen!

    Smil og hilsner fra Mette
    (der bestemt ikke er for fin til en grahamsbolle og en kop urtete en dag;))

  4. Jeg svarer tilbage med det vuns :)

    1) Min kommentar om “det rådne” er vist mere møntet på kommentaren før mig “…Something’s rotten!” ;)

    2) Enig! Nogle gange er det bare nemmere, for at få en mening gjort tydelig. Den kan helt forsvinde i alle de grå nuancer.

    3) Enig!

    4) Enig! Her ser jeg dog også mange (mig selv incl) der forsøger at bryde ud af dette segment. fx. ved at up-loade billeder af McD mad med ordene “fuck grønt segment” eller ved at melde sig ind i facebookgruppen “jeg ser Paradise Hotel, og jeg er stolt af det” men måske disse afvisninger netop bekræfter tilhørsforholdet til det moderne-fællesskabsorienterede segment. Fordi ligemeget hvad man gør, så bliver det med en ironisk distance? Er det mon ironien, der ødelægger det hele? Og hvad nu hvis man ikke engang mener det ironisk? (kan sgu’ godt få lange patter af hele det grønne segment, må jeg indrømme- selvom jeg nok selv hører hjemme der).

    Så på én og samme tid vil man gerne bekræftes af at være “grøn” ved at dyrke yoga og gå til Distortion i KBH, mens man samtidig på den anden side, måske selv er ved at brække over det? Ak, det er skruen uden ende.

    For at understrege min pointe i mit første indlæg, og for at svare på dit spørgsmål, så tror jeg ikke at vi skal have nye net-segmenter – der er jeg mere tilhænger af at segmenter skal være alemgyldige -dvs. både dække IRL og online – mest fordi jeg ikke tror, at der er skel i mellem to verdener (bare at skrive det giver mig kuldegysninger) – men det er vist en helt andet debat, som jeg vil affærdige med følgende citat “I went to the Internet, but I was still a loser there” (hvortil du jo kunne svare: “men man kan jo ikke drikke rødvin på nettet” og så er den debat igang igen). Så tror jeg mere at segmentmodellen har været forkert fra start af.

    Derudover kan jeg jo bidrage med min personlige vinkel – når jeg sidder der og blogger, og lægger det ene billede op af mig selv efter det andet, så må jeg ærligt, indrømme, at jeg ikke på noget tidspunkt tænker “jeg sidder lige og fremstiller mig selv”. Jeg ser mig selv som en relativ refleksiv person, og jeg ved da godt, at det er enormt selvfremstillende at have en blog, men det er blot en bi-effekt ved at have en blog. Jeg ser det mere som en online og diaologbaseret scrap-bog – en måde at lege og være kreativ på om man vil (ak, gik jeg lige i denne grønne segmentfælde igen, da jeg brugte ordet “kreativt” som i “jeg er en kreativ person”?). Men hvis folk spurgte mig, om jeg kunne finde på at lave sådan en – uden at det var online og offentligt, men i pap, papir og lim og så ned i skrivebordsskuffen, så er svaret nej – mest fordi jeg klipper skævt og hader at lime. Og jeg tror stadig, det er sammenligneligt – dem der laver (lavede?) scrapbøger viste dem jo også frem til venner og bekendte? uden at vi “beskyldte” dem for at fremstille sig selv.

    Men for at vende tilbage til segmentsnakken: Jeg ved faktisk ikke, om vi har taget fat på en gammel debat og hældt den på nye medier – jeg husker da i mine gamle gymnasiedage, at vi snakkede om at segmenterne var døde og at der nu kun fandtes ét, og det var gråt. Bum.

    Hilsen Michelle, der nu vil gå hen og slå en dej op til i morgen (og så på en onsdag!) og hvis du er en early-birdie og tropper op på matriklen i morgen kl. 8.00, så kan du få en bolle med på vejen.

    Ps. 5) I <3 McLuhan!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 46 other followers

%d bloggers like this: