Så rasler de europæiske TV stationer med sablen. De er angiveligt klar til at skære i sportsdækningen, hvis forbundene ikke “yder deres ypperste i kampen mod doping”.
Det lyder jo fornuftigt. Det kunne skabe et kraftigt incitament til at gøre noget alvorligt mod dopingproblemerne. Problemet er bare, at det aldrig bliver tilfældet. Jo måske i forbindelse med cykelsporten, som jo er blevet den store syndebuk i medierne for alt hvad der er handler om doping. Ikke at det som sådan er forkert, for der er meget doping i den sportsgren. Men det er sammen med måske lige body-building også de eneste sportsgrene hvor der for alvor er forsøgt at skabe nogle mediemæssige konsekvenser.
Hvem kan forestille sig for alvor, at de europæiske TV-stationer siger nej til at sende fra OL? Atletikstævner? VM i fodbold? NFL? NBA? osv.
Det er alle sportsgrene, hvor doping beviseligt er meget udbredt. Ikke mindst OL, hvor atleter fra sportsgrene som svømning, vægtløftning og øverst på listen atletik, hver gang legene afholdes, afsløres i dopingmisbrug.
Men det er en alt for god forretning for TV stationerne at sende fra disse sportsbegivenheder. Så der sker intet i den sammenhæng. Jeg skrev sidste år et lille indlæg om doping hysteriet på min anden blog.
Jeg er dog sikker på, at der nok skal ske noget. Men det bliver ikke blandt de populære sportsbegivenheder – ligegyldigt hvor mange dopingsyndere man finder. TV-stationernes figenblad for at holde sig fra f.eks. OL bliver nok, at de mener, at IOC gør “sit ypperste i kampen mod doping” allerede.
Så vi kan forvente strenge konsekvenser mod marginale TV-sportsgrene som dart, billiard og floorball, men der hvor det virkelig kunne betyde noget sker der ikke noget…
